Da Birgitte Nielsen trænede Fabinho (Painters Row-Orange Match) skar målstregen som vinder af Tuborg Jyllandsløb på Jydsk Væddeløbsbane i lørdags, var det den hurtigste vindertid i løbets historie.
I 2007 løb Bosun’s Watch de 2200 meter på tiden 2.11.3. Fabinho var 1/10 sekund hurtigere i lørdags. “Vi er rigtig glade og stolte over Fabinhos sejr” udtaler Henrik Brendholdt på vegne af anpartsstalden Team Horze.
“Fabinho er en fantastisk ærlig og modig hest, der samtidig er distancestærk. Han er blevet belønnet med et handicaptal på 76 efter sejren. Han blev faktisk generet i sidste sving og det vurderer jeg til at han mistede et par længder. Så havde sejren nok blevet endnu mere sikker, end den var i forvejen. Jeg synes også at det er befriende at en hest, som først er født 28. maj og har en outsider afstamning, kan vinde et sådant løb. Et par galophjemmesider har haft lidt travlt med at nedgøre sejren og feltets kvalitet, i stedet for at være lidt positive overfor historien. Formen på mange af deltagerne var da i top og han slog heste med 76 og 77 i tal, som lige havde været anden i Mowerinaløb” udtaler Henrik Brendholdt, som har hesten sammen med flere rutinerede og kendte personer indenfor galopsporten.
Således er tidligere handicapper Søren Ehrenreich, Kim Hansen – formand for Jydsk Galophesteejerforening, travamatørkusk Jess Schultze, tidligere mangeårig amatørryttere Henriette Selvig og Anne Lene Christiansen en del af ejerskaren.
Fabinhos næste opgave bliver Skandinavisk Mesterskab for 3-åringer i Oslo den 21. juli, hvor der dystes om 220.000 norske kroner i præmiesum. “Vi tager løbet som en oplevelse og ved godt at det bliver svært. Ellers satser vi på et par afdelinger af Provinsens 3-årsserie og DM for 3-åringer” slutter Henrik Brendholdt, som også gerne vil sende rosende ord til Fabinhos træner Birgitte Nielsen for arbejdet med hesten.























