Som feltets blot syvendemest betroede deltager galopperede Torben Christensen-trænede Dream In The Wind først over stregen i Købmand Herman Sallings Mindeløb på Jydsk Væddeløbsbane.

Binary File-datteren sejrede sikkert med to længder foran favoritten Støjberg (Appel Au Maitre), der akkurat fangede længe førende Dark Spirit (Giant Sandman) på målstregen.
Derefter fulgte Total Fun (Giant Sandman) og Wide Awake (Appel Au Maitre) før Eyvind (Kahyl), Speedgirl (Go Go Gadget), Summer Dale (Juniper Tree) og The Patriot (Primatico).
Førstepræmien var 45.000 kroner værd for Dream In The Wind, der her tog karrierens første sejr til sin ejer Stald Kristensen.
Dream In The Wind er halvsøster til Bro Park Classic-vinderen The Maestro (Juniper Tree) og ud af den Kirsten Rausing-opdrættede hoppe All A Dream (Desert Story), som igen er halvsøster til Breeders’ Trophy Stayer-vinderen Air Strike Eleven (Final Appearance) og Produce Stakes-vinderen Air Force Eleven (Cajun Cadet).
Dream In The Wind er opdrættet af Havreholms Stutteri, der er tilbage på fuldblodsscenen efter flere års fravær.
Havreholms Stutteri er også opdrætter af den bedste og mest meriterede danskopdrættede hest i det nye millennium, Peas And Carrots (Final Appearance).
Netop Peas And Carrots og Dream In The Wind har i øvrigt også tilfælles, at de nedstammer fra den samme urstærke Aga Khan-linje.
Deres moderlinjer mødes ved Nucciolina (Nuccio), der blev født i 1957, og Nucciolinas fjerdemor er legendariske Mumtaz Mahal (The Tetrarch), der kom til verden for præcis for 100 år siden – i 1921.
Lørdagens øvrige finaledagsvindere i Aarhus var John Nielsens Miss Van Winkle (Rip Van Winkle), Birgitte ielsens Itoldyouso (Go Go Gadget) og Heidi Schmidts Cornelia (Mount Nelson).