Double til Lea i Stark Fyensløbet: Garlic slog Giovanni Torkdahl

Lea Olsen sikrede sig lørdag eftermiddag en dobbelt-triumf i Stark Fyensløbet, da 4-årige Garlic slog sin jævnaldrende staldkammerat Giovanni Torkdahl med hals. Som tredje fulgte Niels Petersen-trænede Gravity før de 3-årige deltagere Makaveli og Dr T H G.



Garlic (Outstrip) blev redet til sejr af lærling Mikkel Mortensen, som efterfølgende måtte en tur op i dommertårnet for at aflægge beretning, efter jockeyrumskollegaen Lorenzo Putzulu efter løbet nedlagde protest med andenhesten Giovanni Torkdahl (Lope De Vega).

Voldgiften konkluderede hurtigt, at resultatet skulle bestå, og dermed fik Garlic sin første sejr siden han i fjor vandt Derby Trial Stakes på Klampenborg og blev udnævnt til forhåndsfavorit til selve Derbyet.


Garlic vinder Stark Fyensløbet 2025 foran sin staldkammerat Giovanni Torkdahl. Foto: Gorm Foto.

Sejren i det 2300 meter lange opgør var 60.000 kroner værd for Karin Salling.

Garlic er opdrættet af Jenny Katrine Boye på Stutteri Hjortebo, og det var hestens blot 10. start i karrieren, hvoraf det altså nu er blevet til fire sejre og en samlet præmiesum på 148.510 kroner.


Garlic og Mikkel Mortensen efter sejren i Stark Fyensløbet 2025. Foto: Gorm Foto.

Stark Fyensløbet var den tredje og næstsidste afdeling af Elkær Stutteri Fuldblods Fonds ‘Grand Slam Serie’, hvor den samlede vinder tildeles en bonus på 100.000 kroner, mens der er 50.000 til nummer to – hvortil kommer yderligere bonus på 10.000 og 5.000 danske kroner til de pågældende hestes trænere.

Inden finaleafdelingen, som finder sted på Klampenborg i form af Tortue Efterårshandicap, fører Fyensløbs-2’eren Giovanni Torkdahl med sammenlagt 85 point, idet han den 23. august også vandt Racing Arena Aalborg Champion Stakes.

De to øvrige serie-vindere, Garlic og Itoldyouso (Go Go Gadget), har hver 60 point inden finalen – så der bliver virkelig noget at løbe om i Tortue Efterårshandicap.

Lea Olsen havde forinden allerede taget sin første på Fyensløbsdagen i VR Gruppens Ærespræmie over 1650 meter, da Marsk Torkdahl (Make Believe) og Lorenzo Putzulu besejrede Longchamp (Evasive) med Nicolaj Stott og staldkammeraten Sir Antonelli (Most Improved) med Stina Östlund.

Endnu flere sejre lykkedes det at stable for lokale Sarah Langholm Hornstrup, som indrammede dagen med sejre til 4-årige Philosophy (Baltic Rock) i Restaurant Bondestuens Ærespræmie og med 6-årige Centurion Red (Lea) i H M Dronnings Ingrids Mindeløb.


Familien Langholm Hornstrup med deres tredje dagsvinder på Fyensløbsdagen – gigantiske Centurion Red. Foto: Gorm Foto.

Nicolaj Stott var i bøjlerne på førstnævnte, Kenny Roussety på sidstnævnte.

Og midt i programmet red Stott endnu en vinder for Hornstrup, da Slava Ukrainis 7-årige storesøster Sun Lane (Appel Au Maitre) førte fra start til mål i Elkær Stutteri Fuldblodsfonds Ærespræmieløb og let med fire længder henviste Sugar Crust (Barocci) og Waterlily (Wilshire Boulevard) til de næste pladser.

Indenfor en halv times tid løb de to helsøskende Strauss og Strakowsky først over målstregen i hver deres opgør.

3-årige Strauss lagde ud i Scandinavian Open Yearling Sale Fyens 3-års Cup over 1650 meter, hvor han med en halv længde besejrede den nylige Oaks-2’er Sov Gott (Appel Au Maitre) og Good Riddance (Al Shemali) til en førstepræmie på 30.000 kroner.

Strauss trænes af Stine Schäfing på Fyn, blev redet til sejr af Diego Pedroza og ejes af Søgaard Tømrer-Snedker ApS.

Lige derefter vandt Strauss’ 7-årige storebror Strakowsky Odense Milen over samme distance og med samme førstepræmie.

Strakowsky trænes og delejes af Tinna Hovgaard, og han vandt med trekvart længde foran Sandie Kjærs trio Royal Dane (Wilshire Boulevard), Liberian Girl (Wilshire Boulevard) og Alakay (Wilshire Boulevard).

Både Strauss og Strakowsky er efter Go Go Gadget og ud af den tidligere norske 1000 Guineas-vinder Strapina (Stravinsky), der ligeså er mor til vinderne Strada, Stratego og Stracciatella – alle efter Go Go Gadget – samt til Petrushka (Reliable Man).

Samtlige er opdrættet på Stutteri Thorskovgaard.

Strakowskys sejrsjockey, Kelvin C. Belcourt, fik endnu en vinder med sig, da han red Stine og Karsten Johansens 7-årige Good Life (Appel Au Maitre) først over stregen i GF Forsikrings Ærespræmie over 2300 meter.

Good Life formåede at holde Niels Petersens norske gæst Tanooga Bay (Al Shemali) Stine Schäfings Let’s Go Filip (Mondialiste) stangen til en førstepræmie på 17.000 kroner.

Det var karrierens femte sejr for veltrukne Good Life, som er datter af den tidligere Guineas- og Oaks-vinder Good Girl (Mas Media), og Appel Au Maitre-datteren fortjener utvivlsomt en chance i stutteriet efter endt løbskarriere.

Stine og Karsten Johansen med Good Life og Kelvin Belcourt. Foto: Gorm Foto.
Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top