fbpx

Dødsfald. Terje Finnbråten

Terje Finnbråten, der igennem en lang årrække var direktør på Øvrevoll, og som senere hen blev formand for Norsk Jockeyklub, er sovet stille ind onsdag den 13. juli efter kort tids sygdom. 


Terje Finnbråten med Touch Of Hawk og jockey Espen Ski efter sejr på Täby i 2012. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Det oplyser Øvrevoll på sin hjemmeside.

Terje Finnbråten havde galopsporten som omdrejningspunkt igennem stort set hele sit liv, og allerede i en alder af 14 år blev han championlærling på Øvrevoll og som 15-årig red han sit første Derby.

Terje var igennem mange år også løbsreferent på Øvrevoll, og han opnåede både som ejer og opdrætter nogle af de største resultater man kan ønske sig indenfor skandinavisk galopsport.

Han var nemlig både medejer og -opdrætter af fantomhoppen Funny Legend (Funambule), der med diverse Gruppeløbs- og klassiske triumfer indløb over fem millioner norske kroner i en karriere der bød på 24 sejre i 35 starter.

Et andet af Terjes store navne var Touch Of Hawk (Hawk Wing), der vandt Norsk Derby (L) i 2009 og sidenhen også fulgte op med sejre i både Marit Sveaas Minneløp (Gr.3) og Stockholm Cup International (Gr.3). Både Funny Legend og Touch Of Hawk var trænet af Wido Neuroth.

Norsk galopsport har i Terje Finnbråten mistet en af sine mest betydningsfulde skikkelser igennem mere end et halvt århundrede.

Øvrevoll markerer Terje Finnbråtens bortgang under torsdagens løbsdag. Der holdes ét minuts stilhed præcis kl. 18.

Æret være han minde.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top