Han elsker at løbe på Klampenborgs græs, og på en stille fredag eftermiddag i København løb Lennart Reuterskiöld-trænede Diaghilew med endnu en sejr på sin favoritbane – denne gang i Gentofte Kommunes Ærespræmie over 1500 meter.

Diaghlyphard-sønnen Diaghilew har startet denne sæson fortræffeligt, hvor det nu er blevet til to sejre i fire starter.
Diaghilew vandt CDM Åbningsløb på premieredagen og har siden været femte i Shamrock Inn Cup og anden i Grundlovsløb, inden han godt hjulpet af Mark Larsen leverede varen i Gentofte Kommunes Ærespræmie via et stærkt indvendigt angreb for Zackery/Louise Møller, der sammen med Sky Runner havde været toneangivende undervejs.
Kort inde i opløbet måtte Sky Runner lidt overraskende give op, mens Zackery fortsatte kampen. Da først Diaghilew kom op i fart var der dog ikke meget at gøre for Zackery, der trods brav fight måtte se sig henvist til tredjepladsen af en godt afsluttende La Parrala.
Der var 20.000 i førstepræmie til Diaghilews ejere fra Stall Zada, der nu har høstet 55.000 kroner i alt i København i år.

Dramatik i Super Sprint
Årets første Super Sprint over 700 meter fik dramatik for alle pengene, idet vindende Norwegian Sun/Kim Andersen øjensynligt trak flere spor ud i banen kort efter start og generede flere af de udenfor liggende konkurrenter.
Lynhurtige Norwegian Sun trak fra hele vejen ned gennem opløbet og vandt en sikker sejr foran Pisces Lad og favoritten Bal de L’Ile, der var blandt de heste som blev generet af Norwegian Sun.
Ingen af rytterne i løbet nedlagde protest mod vinderen, men i stedet nedsatte voldgiften sig og undersøgte sagen til bunds.
Til mange spilleres frustration bibeholdt Norwegian Sun sejren på trods af trængningen på det grundlag, at startboksen angiveligt stod forkert under starten og at Kim Andersen dermed blev nødsaget til at trække sin hest ud i banen for at få frit løb.
Voldgiftens kendelse var ifølge de implicerede ryttere helt korrekt og Ole Larsen, Kim Andersen og Stald Race & Breed kunne glæde sig over den endelige kendelse.
Caerless vandt sin første sejr
Lisa Gautiers veltrukne hoppe Caerless, der er halvsøster til gode Sky Runner, fik karrierens første sejr i 3-års Prep Race over 1500 meter efter føring stort set hele vejen under Manuel Santos.
Ned gennem opløbet fik Caerless hårdt pres af Dior/Ann-Charlotte K. Nielsen, men Manuel Santos formåede at holde gang i Caerwent-datteren der til slut trak fra til sikker sejr.
På tredjepladsen fulgte sæsondebuterende Phoenix Fabulous, der har overvintret som en af favoritterne til Dansk Derby, men en kodeledsforvridning i foråret satte en kæp i hjulet for hingstens forberedelser til det klassiske løb.
Distancen 1500 meter var alt for kort for Phoenix Fabulous, der dog gjorde en tilfredsstillende figur. Næste start bliver Dansk Derby.
Endelig, Day Tripper
Efter fem andenpladser i ni starter lykkedes det endelig for Janos Tandari-trænede Day Tripper at vinde karrierens første løb i 3-års MaidenSerien 12 over 1800 meter.
For første gang i år var Larissa Tandari i sadlen på Day Tripper, som havde en del problemer med at tackle bakkerne på Klampenborgs bagside, men da Day Tripper først kom op i fart i opløbet var der ingen tvivl om styrkeforholdet og den brune vallak vandt til sidst efter kamp med kort hoved foran forbedret Great White Shark.
Herefter var der fem længder ned til Lady Of York på tredjepladsen, mens Prince Naseem og Masquerace tog de sidste præmiepenge.
To til Manuel Santos
Chilenske Manuel Santos vandt som den eneste på dagen to sejre. Efter at have indledt dagen med sejr på Caerless, afrundede Manuel aftenen på ryggen af Søren Jensen-trænede Satanic, der vandt efter hård kamp med kort hoved foran Afrodite og den længe førende Grand Patron.
Det var Satanics tredje sejr i fire starter i år, og hoppen der inden denne sæson aldrig før havde vundet har virkelig fundet melodien nu.

























