Dettori: “Det er meget, meget, meget svært at tælle piskeslagene”

To jockeys blev taget i forkert piskeanvendelse, da de nye regler mandag trådte i kraft i England.


Richard Hughes og Kieren Fox anvendte begge mere end de syv tilladte slag, og efterfølgende udtalte verdens største jockeynavn, Frankie Dettori, til BBC, at det er “meget, meget, meget svært at tælle antallet af slag midt i kampens hede”.

“Jeg har øvet mig i bare at tælle til fire, men man rider op mod 60 kilometer i timen og søger efter plads til angreb mellem heste, så der er meget at skulle vænne sig til. Jeg er faktisk overrasket at kun to jockeys faldt for de nye regler. Det kommer til at tage tid”, refererer Racing Post Dettoris udtalelse til BBC.

Den italienske stjernerytter undlod heller ikke at kommentere, at ændringerne af piskereglerne er sket på baggrund af omverdenens manglende kendskab til galopsporten.

“Folk der ikke kender noget som helst til sporten tror, at vi misbruger hestene på banen. Faktisk bliver vores heste passet bedre end mennesker. Vi bruger en pisk lavet af skum, som slet ikke gør ondt på hestene – og den bruges kun med det formål at guide dem og opmuntre dem til at løbe hurtigere”, sluttede Frankie Dettori.

Seneste artikler

Scroll to Top