fbpx

Derfor steg Pusjkin fire kilo efter Roussica Mile

Francisco Castro-trænede Pusjkin galopperer på søndag til start i Tattersalls Nickes Minneslöpning (L) med et generalhandicap på 92 – fire kilo mere end han da han den 26. august slog Plantstepsdream og Wolfof Vancouver i Roussica Mile på Jägersro.


Herover vinder Pusjkin Roussica Mile med samme vægt på ryggen som både Plantstepsdream og Wolfof Vancouver. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Roussica Mile var et handicap over 1600 meter, hvor Pusjkin (Muhaarar) med sit handicap på 88 skulle bære 59 kilo på ryggen, altså fire kilo mindre end både Plantstepsdream (Planteur) og Wolfof Vancouver (Speightstown).

Pusjkin vandt opgøret med trekvart længde foran Plantstepsdream og yderligere halvanden længde til Wolfof Vancouver, og umiddelbart ville handicapper Nicholas Cordrey hæve vinderen med to eller maksimalt tre kilo – men Pusjkin fik fire kilo og nåede dermed op på samme handicap som både Plantstepsdream og Wolfof Vancouver.

Der findes dog en forklaring på det store spring fra 88 til 92.

Efterfølgende vejede Elione Chaves nemlig ind med fire kilos overvægt, og fejlen var sket som følge af, at Chaves havde afleveret to sadler med samme nummer på dækkenet, men med forskellig vægt.

I stedet for at bære 59 kilo i løbet havde Pusjkin altså startet – og vundet – med 63 kilo, og præstationen gik pludselig fra at være god til helt forrygende.

På søndag møder Pusjkin atter Plantstepsdream, mens sidstnævntes staldkammerat Wolfof Vancouver står over med en hovbyld.

Øvrige konkurrenter i Nickes Minneslöpning (L) er først og fremmest løbets tredobbelte vinder Duca Di Como (Clodovil), samt Wido Neuroths på dirt ubesejrede 3-årige hoppe Mystery Night (Night Of Thunder), Richard Hughes’ engelske gæst Karibana (Hallowed Crown), Caroline Malmborgs Beach Road One (Mastercraftsman) og Ylva Brandts Ellis St Martin (Zaahid).

Der rides om en samlet præmiesum på 660.000 svenske kronor i Nickes, hvoraf de 400.000 går til vinderen.


Se programmet til Stockholm Cup-dagen hér.

Voldgiftsrapporten fra Roussica Mile kan læses hér (løb 2).

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top