fbpx

“Der var flere til galop i går end til den store travdag i søndags”

Aalborg Væddeløbsbanes direktør, Lars Hellerup, blåstempler onsdagens galopdag – årets første i Nordjylland. “Med næsten 300.000 kroner i samlet omsætning og et banespil på over 60.000 kroner blev det bedre end sidste år”, siger han.


”Der var faktisk flere mennesker til løbene end til vores store travsportsdag i søndags. Nogen vil måske spørge hvorfor banespillet så ikke var højere, men det er ikke det primære, som jeg ser tingene”, fortsætter Lars Hellerup.

”Vi havde mange førstegangstilskuere på banen – mange for hvem det det passede perfekt med først at afgive stemme til Folketingsvalget, derefter hygge sig herude og så tage hjem og følge valget på TV”.

”Jeg tror også, at flere af de mennesker vi så for første gang i går kommer igen. Det er en udfordring, at tiltrække nyt publikum, men det lykkedes i går”, konkluderer direktøren.

Den store sportslige oplevelse var den 10-årige Acclamation-datter Show Of Faith, der løb som i ungdommens vår.  Show Of Faith vandt for 18. gang i karrieren, og blev efterfølgende hævet til 77, bare et kilo under hendes maksimum.

”Min far som ejer hende, ville have hun skulle have sluttet for to år siden”, fortæller træneren Ann-Charlotte Nielsen dagen derpå.

“Hun skal tidligst bedækkes til næste år. Min far vil gerne have hende bedækket næste år, mens jeg gerne ser hun tager en sæson yderligere, så fin som hun er nu. Næste start bliver formentlig den 29. juni i Aarhus”.

V5-spillerne var på trods af de forholdsvis små felter kommet på noget af en prøve – allerede i første afdeling vandt Helle Frydensbergs Rex Kalejs til 16 gange pengene og sænkede mange kuponer. Siden vandt Keld Chr. Karlsens East Meets West som favorit, og derefter fulgte Torben Christensens Divine Madness til 7,5 gange, Ditte Bundgårds Miss Trinity til 4,5 gange og endelig Ann-Charlotte Nielsens Show Of Faith til fire gange.

Ingen af de seks overlevende V5-spillere havde Show Of Faith på til slut, og der måtte derfor udbetales til fire rigtige.

Ditte Bundgård blev dobbelt vinder som træner, idet Godsavethequeen havde vundet løbsdagens første opgør under Lea Olsen.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top