fbpx

Debuttriumf til Yoyo i Stig Holms Pokal

Lennart J:r Reuterskiöld sadlede endnu en 2-årsvinder på Jägersro, da Charm Spirit-datteren Yoyo onsdag eftermiddag slog til i hoppernes Stig Holms Pokal over 1600 meter. Yoyo er ud af en Gruppe-3-placeret halvsøster til den norske Derby- og Oslo Cup (Gr.3)-vinder Eye In The Sky.



Yoyo indtog sidstepladsen rundt første sving over de 1600 meter, og Martin Rodriguez havde ingen hastværk på bagsiden, hvor Haajima (Moohaajim) pressede på indvendige Snedronningen (El Kabeir).

Længere ude i sporene dukkede Keep On Dancing (Moohaajim) op, mens Jacob Johansen også indledningsvis tog det roligt på favoritten American Zodiac (Juniper Tree).

Rodriguez måtte den lange vej rundt om feltet i opløbssvinget, men da først Yoyo havde fået farten op, kunne hoppen til slut afgøre med hals foran Keep On Dancing, som igen var en længde foran Eternity Love (Juniper Tree) og American Zodiac (Juniper Tree).

Snedronningen, som holdt ved til et godt stykke ind i opløbet, endte med den sidste præmie foran Daniella (Giant Sandman), Haajima, Footsteps Dancer (Footstepsinthesand) og Cherry Pop (Moohaajim).


Yoyo debuterer med sejr i Stig Holms Pokal foran Keep On Dancing og Eternity Love. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Sejren i Stig Holms Pokal betød en førstepræmie på 82.500 svenske kronor til Stall Q C og Frackstad Lantbruks AB, som sikrede sig vindende Yoyo for bare 20,000 euro gennem Morten Buskop Bloodstock og træner Lennart J:r Reuterskiöld på sidste års Arqana October Yearling Sale i Deauville.

I Charm Spirit (Invincible Spirit) deler Yoyo bl.a. far med den flerdobbelte Gruppe-3-vinder Kick On, mens moderen Slatina (Mastercraftsman) vandt seks gange og var tredje i Prix de Lutèce (Gr.3) og Prix Vulcain (L).


Yoyo og Martin Rodriguez modtages af delejer Roland Johansson, træner Lennart J:r Reuterskiöld og prisoverrækker Christian Holm. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Slatina er endvidere halvsøster til Eye In The Sky (Sinndar), der foruden sejrene i Norsk Derby (L), Oslo Cup (Gr.3), Langer Hamburger (L), Svenskt St. Leger og Vinterfavoriternas Pris også var anden i Scandinavian Open Championship (Gr.3) og i Svenskt Derby (L).

Yoyo står anmeldt i Skånelandlöpning, der rides senere i efteråret på Jägersro, og derudover står hun anmeldt i både Svenskt 1000 Guineas, Svenskt St. Leger og Derby & Oaksserien til næste år.



Også Fredrik Reuterskiöld havde gjort en 2-årsvinder klar denne onsdag.

Denne gang var det Alabama Man (Dandy Man), der i hænderne på Valmir de Azeredo sejrede sikkert i et maidenløb over 1200 meter foran Lennart J:r Reuterskiölds Beckham (Shalaa) og staldkammeraten Step Aside (Footstepsinthesand).

Alabama Man kom fra en tredjeplads i debuten på Klampenborg, hvor han var seks længder bag vindende King Ferdinand (Elusive City) i Goffs Futurity Stakes.

En form, der sidenhen har udviklet sig forrygende godt, og Alabama Man kan efter sin træners udsagn få sin næste opgave i Norsk Kriterium på Øvrevoll den 2. oktober.


Alabama Man vinder foran Beckham. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Alabama Man blev købt på Goffs UK Breeze Up Sale i Doncaster, hvor Fredrik Reuterskiöld og Paul Harley sikrede ham for 15,000 pund til Hästgruppen i Lund. Han er ud af den ustartede Shamardal-hoppe Rouge d’Amour og stammer fra samme moderlinje som den tyske Gruppe-1-vinder Neatico.

Begge 2-årige heste, som Reuterskiöld og Harley handlede på Breeze Up-auktionen har nu vundet på Jägersro. Den første var amerikanske Bugatti BF (Creative Cause), som aflagde maidentitlen i første forsøg den 31. august.


Per-Anders Gråberg vinder med Rikke Rohbach Bonde-trænede Record Breaker. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Rikke Rohbach Bonde lagde bedst ud på løbsdagen med Stald Gulborgs 3-årige Record Breaker (Giant Sandman), der vandt Bronshandicap i hænderne på Per-Anders Gråberg.

Gråberg hentende endnu en sejr i dagens næstsidste opgør med Camilla Nilssons fuldblodsaraber Hasard De Faust (Dahess).

Ricardo Ramallo og Kate Alvesparr vandt sammen dagens Silverlöpning med Repeat Offender (Thewayyouare), og Dina Danekilde fik sammen med Ulrika Holmquist sejren hjem i Bronshandicap med Cibelle (Helsinki).

En dagssejr blev det også til for Francisco Castro, der i Guldhandicap havde Amon Ra (Exceed And Excel) på pletten under Carlos Lopez, og endelig sluttede Sandra Larsen-trænede Dressedforsuccess dagen af med at vinde Nicki Amatörhandicap for Elin Ahlin.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top