3-årige Captain’s Choice, der delejes af Ann og Bernt Dahls Light Valley Stud, sæsondebuterede fredag med at vinde sikkert over 2600 meter på Fontainebleau i Frankrig. Dawn Approach-sønnen er meldt i både Svenskt og Norsk Derby, og nu ventes der spændt på hvilket handicap hingsten får for præstationen.

Det var den første start i år og tredje i alt for Captain’s Choice, der trænes af Henri-Alex Pantall og blev redet til sejr af Mickael Barzalona.
Hingsten står opført som ejet af Jim Kelly, men 75% af hesten ejes altså af Ann og Bernt Dahl igennem deres franske agent Guy Petit.
Førstepræmien i opgøret var 13.500 euro plus ikke mindre end 80% ekstra i hesteejerbonus, som det er kutyme for franskopdrættede 2- og 3-årige heste.
Captain’s Choice blev købt for 30,000 euro på Arqanas November Yearling Sale i 2021.
Han er efter den ubesejrede 2-årschampion Dawn Approach (New Approach), der efter sin eminente 2-årssæson med sejre i både Dewhurst Stakes (Gr.1) og National Stakes (Gr.1) som 3-årig fulgte op med at vinde 2000 Guineas (Gr.1) i Newmarket og St James’s Palace Stakes (Gr.1) under Royal Ascot.
Moderen Cranky Spanky (Spectrum) vandt fire gange som 3- og 4-årig og triumferede bl.a. i Premio Royal Mares (L) i Milano. Hun er i forvejen mor til den tyske Gruppe-3-vinder Dessertoflife (Mastercraftsman).

Ann og Bernt Dahl har flere gange været tæt på Derbysejre i Skandinavien, men den helt store triumf mangler endnu. Det vil heller ikke være første gang, at parret sender en hest i fransk træning til et Derby i Skandinavien.
I 2019 forsøgte de sig med Toronado-sønnen Tribhuvan, som kom med glimrende form fra Frankrig, men som efter et set i bakspejlet ret uheldigt oplæg kun blev syvende bag vindende Red Cactus (Hard Spun).
At Tribhuvan alligevel var noget udover det sædvanlige beviste han adskillige gange senere. Efter at have vundet to gange i efteråret for Henri-Alex Pantall blev han nemlig solgt til USA og fortsatte i Chad Browns varetægt med at henrykke sine nye ejere.
Tribhuvan vandt både United Nations Stakes (G1) på Monmouth Park samt Manhattan Stakes (G1) og Fort Marcy Stakes (G2) på Belmont Park.
