fbpx

Dansk Hestevæddeløb søger ny galopansvarlig

Peter Knudsen, der har været direktør i Dansk Galop i mere end 25 år, har besluttet at gå på deltid fra 1. januar 2023, og Dansk Hestevæddeløb søger nu en vidende medarbejder, som kan overtage ansvaret for galopsporten i Danmark.

Stillingsbetegnelsen, som Dansk Hestevæddeløb netop har slået op, ses herunder.


Dansk Hestevæddeløb søger vidende medarbejder med ansvar for galopsporten

Har du stor viden og indsigt i galopsporten? Ønsker du at gøre en forskel for galopsporten på både den korte og lange bane? Har du sans for strategi, samarbejde og udvikling? Har du også overblik, gennemslagskraft og viljen til at gå forrest?

Hos Dansk Hestevæddeløb søger vi en ny medarbejder med det daglige ansvar for galopsporten, og som både skal være med til at sikre et stabilt fundament, men også skabe en positiv udvikling for sporten i fremtiden.

Du finder det interessant at skulle arbejde med galopsporten, som både en kulturinstitution og en dynamisk sport, men du er samtidig også bevidst om de udfordringer, som sporten befinder sig i i disse år.

Du har kendskab til de målgrupper og interessenter, som har galopsporten som hoved- eller bierhverv eller dyrker sporten på hobbyplan.

Du trives med selvstændigt ansvar og har en analytisk og databaseret tilgang til prioritering af opgaver og indsatser. Via dit strategiske mindset skal du som en del af Dansk Hestevæddeløb være med til at synliggøre, vedligeholde og udvikle galopsporten. Desuden skal du spille en væsentlig rolle i et øget samarbejde med vores nordiske partnere og parallelt udnytte det hjemlige potentiale, der skal bidrage til at skabe en sport i vækst med en spændende fremtid.

Dine arbejdsopgaver kan bestå af:

  • Sekretariatsfunktion for Dansk Galops bestyrelse
  • Servicering og rådgivning af Dansk Galops medlemmer
  • Planlægning og afvikling af Dansk Galops åringsauktion
  • Fastsættelse af reglementer og særlige bestemmelser for danske baner samt kontrol
  • Licensprøver og licensudstedelser
  • Ansættelse og uddannelse af løbsdommere
  • Input og samarbejde omkring sæsonplan
  • Udgivelse af diverse publikationer
  • Support Whistleblowerordning
  • Nordisk samarbejde
  • Strategisk udvikling af galopsporten
  • Koordinering af dopingkontrol og bistand til Skandinavisk Dopingkomite

Din profil

Du har interesse for galopsporten og kender til mekanismerne i sporten. Du brænder for at skabe en sport, der er langtidsholdbar og ønsker at skabe en endnu større interesse for galoppen. Du er stærk kommunikativt, ligesom du har en analytisk og strategisk måde at arbejde på.

Du har gode samarbejdsevner og forstår vigtigheden af at skabe et fælles fundament med et positivt afsæt for derigennem at overkomme de udfordringer, som sporten står overfor de kommende år.

Du er tydelig i din tilgang til arbejdsopgaverne og sætter en ære i, at de bliver løst på et højt professionelt niveau. Moral og etik er vigtige pejlemærker i din tilgang til selve opgaveløsningerne.

Du har muligvis tidligere arbejdet inden for hestesporten og har som minimum erfaring med administration på lederniveau. Du ser store muligheder i sportens fremtid og er dygtig til at tænke i løsninger. Du kommer 360 grader rundt om problemstillingerne for at sikre det bedste resultat. Du trives i en hverdag med mange bolde i luften, men evner både at tage dem ned igen ved at gå forrest – også når tingene bliver svære.

Måske allervigtigst er du en holdspiller, der også vil bidrage på tværs af en relativ ny organisation, hvor vi sammen kan udvikle og servicere galopsporten bedst muligt.

Stillingen er fysisk placeret i København (Charlottenlund) eller alternativt Aarhus (Tranbjerg), hvor hovedparten af organisationen er placeret. Stillingen er på fuld tid. Rejseaktivitet må påregnes.

Bemærk, at dine ansvarsområder kan justeres i forhold til din profil. Vi hører gerne fra dig.


Hvordan søger du?

Send en motiveret ansøgning på mail til ub@danskhv.dk senest 1/11. Spørgsmål vedrørende arbejdet kan rettes til DH Sport hos administrationschef Uwe Bredahl (888 112 50). Spørgsmål vedrørende vilkår og udviklingsmuligheder rettes til ordførende chef Claus Bossow (cb@danskhv.dk, 2892 1911)

Samtaler er planlagt til uge 48 og tiltrædelse snarest – dog senest 1. februar.


Om Dansk Hestevæddeløb

Dansk Hestevæddeløb er en paraplyorganisation bag trav- og galopsporten i Danmark. Organisationen blev stiftet i 2013 for at professionalisere hestevæddeløbssporten, samt at understøtte forbund og de otte trav- og galopbaner i Danmark. Vi skal kendetegnes ved både at drifte og udvikle.

Du bliver en del af en dynamisk organisation med stort drive og højt til loftet. Det daglige arbejde i organisationen foregår både projektorienteret og som almen drift med henblik på at synliggøre, vedligeholde og udvikle sporten.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top