fbpx

Dansk avlshoppe til tredobbelt Gruppe-1-vinder i Tyskland

I begyndelsen af december købte Rina og Michael Sørensen sammen med Morten Nielsen den nu 9-årige Zamindar-datter Sanjita på Arqanas Vente de l’Elevage. Sanjita er i fol ved Hello Youmzain, og hoppens nye danske ejere har besluttet sig for at sende hende til Tyskland for at fole og blive genbedækket.


Best Solution og Pat Cosgrave vinder Grosser Preis von Baden (Gr.1). Foto: stallion-bestsolution.de.

“Vi har fået en aftale på plads med Gestüt Lünzen om en bedækning ved den tredobbelte Gruppe-1-vinder Best Solution“, fortæller Morten Nielsen onsdag morgen.

“Valget af Best Solution er truffet på baggrund af flere afstamningsmæssige aspekter. For det første er han søn af Kodiac, der også er far til Hello Youmzain“.

“Desuden er Sanjita selv efter Zamindar, og det er sjovt, at én af Europas bedste avlshingste, Kingman, også er ud af en Zamindar-hoppe og efter Invincible Spirit, som jo er halvbror til Kodiac“.

“Og endnu en observation er, at to af Europas nye, spændende avlshingste – Dubawi-sønnerne New Bay og Zarak – ligeledes har Zamindar som morfar”, fortsætter Morten.

Rina og Michael Sørensen med Zamindar-datteren Sanjita efter købet på Arqana i december. Foto: Morten Buskop Bloodstock.

Sanjita er vinder som både 2- og 3-årig og sluttede desuden fjerde i Listed-opgøret Prix Cerès på Fontainebleau. Hun fik sit første afkom i 2020, Zoffany-datteren Manakel, der endnu er ustartet, men i træning i Frankrig. Derudover har hun en hingståring efter Hello Youmzain.

Sanjita, der blev erhvervet for 15,000 euro gennem Morten Buskop Bloodstock, er ud af Listed-vinderen Barbayam (Stormy River), som har produceret fem øvrige vindere, og så er hun halvsøster til Prix La Sorellina (L)-vinderen Kayaba, der igen er mor til Prix d’Arenberg (Gr.3)-vinderen Yakaba og mormor til Prix du Calvados (Gr.2)-vinderen Accakaba (Acclamation).


Best Solution vandt to af Tysklands største opgør for ældre heste, Grosser Preis von Berlin (Gr.1) og Grosser Preis von Baden (Gr.1), samt det australske Caulfield Cup (Gr.1) – samtlige over 2400 meter.

Se ham vinde Caulfield Cup (Gr.1) i 2018 herunder:


Blandt hingstens syv karrieresejre var bl.a. også Princess Of Wales’s Arqana Racing Club Stakes (Gr.2) over 2400 meter og Autumn Stakes (Gr.3) over 1600 meter i Newmarket, og desuden var han anden bag Waldgeist (Galileo) i Criterium de Saint-Cloud (Gr.1) og anden bag Potemkin (New Approach) i Grosser Dallmayr Preis (Gr.1).

Best Solution indledte avlshingstekarrieren på Gestüt Auenquelle i 2020, og hans første årgang rammer banerne senere i år.

Han står nu opstaldet på Gestüt Lünzen til en bedækningstakst på 5,000 euro.

Sanjita har stået her på stutteriet i Nordjylland siden midten af december, og det er planen at hun sendes til Tyskland den 5. marts. Hun har termin den 11. april, og vi glæder os utroligt meget og håber, at vi har gjort et godt køb”, afslutter Morten Nielsen.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top