Så gjorde han det igen – Danmarks bedste galophest gennem tiderne, 6-årige Dano-Mast, leverede lørdag eftermiddag en kæmpe sensation som kun kredsen omkring hesten og de største patrioter havde turdet drømme om, da hingsten strøg helt til tops i det prestigefulde franske Gruppe-2-løb Prix Dollar på Longchamp i Paris.

Efter en perfekt rejse som fjerde udvendigt, rykkede Dano-Mast tættere på førende Wellbeing i sidste del af opløbssvinget, og da feltet ramte den lige bane gav Olivier Peslier marchordre til Dano-Mast, som forsvandt fra sine verdensklasse konkurrenter og med sikkerhed bjergede en 2,5 længders sejr hjem til Composit Aps, Stald Mosehøj, træner Flemming Poulsen og hele resten af Danmark!
John Gosden-trænede Binary File blev anden foran den japanske udfordrer Eagle Café, mens topheste som Hong Kong Cup (Gr.1)-vinderen Jim And Tonic og Prix de l’Arc-vinderen Sakhees ‘overmand’ Wellbeing var blandt de slagne.