Dano-Mast skulle pudse derby-formen af for sidste gang i et 1800-meter vinderløb, hvor der var afbud for den på papiret største konkurrent, Flyinmill.
Det blev alligevel til et spændende løb med en flot opløbskamp mellem hjemmebane-håbet og svenske True Blue Victory.
Kort før mål så det faktisk ud til at True Blue Victory havde et lille overtag, men Mark Larsen på ryggen af Dano-Mast fik bjerget sig hjem med hoved.
Efter løbet udtalte hestens træner Flemming Poulsen, at det ikke var vigtigt at Dano-Mast vandt løbet, men derimod at han løb godt, hvilket han gjorde med henblik på den lette bane og den alt for korte distance.
Næste start for Dano-Mast bliver Dansk Derby, hvor han helt sikkert bliver en af de tre første i tipsrammen.
Talentjagten for de helt unge inden for sporten blev til sejr for feltets eneste udlærte jockey, Birgitte Jessen Hansen, der sejrede let med Søren Jensen-trænede Viper – hesten Birgitte J. Hansen også vandt sit første væddeløb på ryggen af.
Jaleen under Nicholas Cordrey aflagde omsider sin maidentitel i et 1800-meter løb. Også her var det en flot opløbskamp, hvor Jaleen virkede slået kort før mål, men Nicholas Cordrey fandt et nyt gear frem i sin hest og overspurtede Flemming Poulsen-trænede Sir Edwin/Kim Andersen.
Både Jaleen og Sir Edwin er opdrættet af York Stutteri Bregnerødgård.
Sten Linells Northang blev under Kim Andersen en sikker vinder på Klampenborg foran Quick Sbrinz og Cajun Sunset.
Village Storm lagde tempoet undervejs, men midt i opløbet måtte han slippe taget og Quick Sbrinz og Cajun Sunset gik frem.
Yderst i banen angreb Kim Andersen på Northang og gik sikkert forbi til sejr. Dermed blev det til endnu en sejr til Northang, der i de sidste to starter ikke helt har kunnet finde rytmen, muligvis på grund af forkert distance.

























