Årets sidste løbsdag på Københavns Galopbane i Klampenborg blev en stor triumf for jockey Luis Villarroel, der vandt ikke mindre end fire sejre – heriblandt dagens hovedbegivenhed Vinterfavoritternes Ærespræmie på ryggen af Helle Christensen-trænede Danish Danz.

Vinterfavoritternes Ærespræmie over 1600 meter med 150.000 kroner i samlet præmiesum havde samlet et ni heste stort felt, med Søren Jensen-trænede More Seeland som totalisatorfavorit.
More Seelands store opbakning fra spillerne måtte skyldes staldjockey Kim Andersens valg af den veltrukne hoppe frem for Phoenix Fabulous, der i sin karrieres to første starter havde vundet Kriterium Consolation og været anden i Basnæsløb.
Løbet blev indledt i et stærkt tempo af den svenske gæst Spacer, men Luis Villarroel overtog derefter føringen med Danish Danz der fik lov til at strække ud hele vejen, selv om der inden løbet var sat store spørgsmålstegn til hoppens distanceformåen.
Villarroels taktik var uden tvivl velvalgt, og det overtog ekvipagen havde da feltet gik ind på den lige bane var ikke til at indhente igen, selv om Sara Slot indvendigt i banen havde fået god fart i Phoenix Fabulous.
Danish Danz holdt hjem til en sikker sejr på en længde foran Phoenix Fabulous, der igen havde to længder ned til staldkammeraten More Seeland på tredjepladsen.
Herefter fulgte Berlioz og Danish Shopping.
Danish Danz vandt den korte karrieres anden storløbssejr, idet hun tidligere på året også strøg til tops i E. Eckbo Legats Vandrepremie på Øvrevoll.
Der var 75.000 kroner i førstepræmie til Stald Danish, alias Klaus Pagh, der var henrykt efter sejren:
“Det er skønt at gå vinteren i møde på denne måde. Villarroel fulgte rideordren til perfektion, idet han havde arbejdet hende tidligere på ugen hvor vi forsøgte at pakke hende ind bag en anden hest. Men hun brugte så mange kræfter på at pulle, at vi tænkte det måtte være bedre at bruge kræfterne på at løbe stærkt i stedet”, forklarede Pagh.

Stor triumf for Villarroel
For jockey Luis Villarroel har sæsonen budt på flere op- og nedture.
Den spanskfødte rytter startede året bedst af alle og var førende jockey på både Klampenborg og i hele landet.
Men over sommeren vandt Villarroel ikke et eneste løb, og forløsningen kom først for mindre end måned siden.
Siden er selvtilliden steget igen, og den hårdtarbejdende jockey fik en drømmeafslutning uden lige:
“Det er ret pudsigt, for de seneste tre år har jeg vundet to løb på årets sidste løbsdag, og da jeg stod op søndag morgen troede jeg faktisk på chancen for at gentage bedriften – men at jeg skulle tage fire sejre var langt ud over mine forventninger”, fortalte Villarroel, der udover Danish Danz også vandt med 2-årige Metroline, samt Super Field og No Pollution.
Championaterne fordelt
‘For Gud ved hvilken gang’ var det Kim Andersen og Søren Jensen der satte sig på førstepladserne i henholdvis jockey- og trænerchampionatet.
Kim Andersens sejr var endnu mere overlegen end de tidligere år, og blandt sæsonens største sejre hjemmebanen hører Derby- og St. Leger-sejrene på ryggen af The Khamsin.
Søren Jensen hjemtog Jockey Club Cup (L) med Blue Mountain, mens hans 2-årsstjerne Amalia stort set rensede ud i største opgør for den yngste årgang.
Andersen og Jensen nåede at komme i vindercirkelen en enkelt gang, nemlig da Kildrummy vandt Delicieuse Lady Handicap.
Utrolige Dina
23-årige Dina Danekilde har haft en fremragende sæson i 2002, og hendes flotte resultater blev selvfølgelig belønnet med førstepladsen i Lærlingechampionatet.
Imponerende er det også, at Dina sideløbende har haft store problemer med sit knæ og i flere omgange har konsulteret idrætslæge.
Derfor fik publikum hende ikke at se så ofte den sidste måned af sæsonen, men når hun var i sadlen var det som regel med en toppræstation til følge.
Året på Klampenborg blev da også rundet af med en rigtig ‘workmanlike’ sejr på ryggen af Hans-Inge Larsens Ganagun, der efter en velovervejet rolig indledning skød frem i midten af banen og overrumplede Royal Engagement og Dhore i Flyinfact Handicap over 2200 meter.
Dermed blev sæsonen 2002 på Københavns Galopbane afrundet, og det blev sæson der på mange punkter var positiv.
Banens administrerende direktør og sportschef Tom Christensen fortæller, at banen for første gang i adskillige år kommer ud med et overskud, hvilket blandt andet skyldes en lille fremgang i både totalisatorspillet og publikumsantallet.
Dermed bliver Københavns Galopbane den eneste væddeløbsbane i Danmark der er gået frem i 2002, hvilket den lille administration absolut kan være meget stolt af!

























