Kirsten Merete Junchers 5-årige fukse vallak Da Vinci vandt lørdag eftermiddag en let sejr i dagens hovedbegivenhed på Klampenborg, Københavns Store Handicap over 1600 meter i hænderne på Lennart Hammer.
Hanne Bechmann-trænede Da Vinci, der ikke havde vundet siden 3-årssæsonen, men i fjor bl.a. var en flot anden i Dansk Breeders’ Cup, var spillet til tredjefavorit i totalisatoren, og da først Lennart Hammer selv sørgede for pladsen mellem heste i opløbet skød Da Vinci fremragende fart og afgjorde til slut ganske let med to længders afstand til Al Calvados/Dina Danekilde og favoritten Batistuta/Rafael Schistl.
Itsabrahma-sønnen fik 30.000 kroner for sejren i Københavns Store Handicap, og hvis hesten kan finde samme melodi i sine fremtidige starter må der absolut være flere sejre i vente for hesten, som til daglig håndteres af den tidligere topjockey Chris Cordrey.
Jockey Lennart Hammer fik samtidig ladet fint op til søndag, hvor han er tilbage i sit tidligere “hjemland” Tyskland for at ride syv heste i Frankfurt.
Endnu en Breeze Up-vinder
De engelske Breeze-Up heste gjorde ikke det store væsen af sig i de første par 2-årsløb på Klampenborg, men for anden uge i træk kunne en hest købt på Goffs Breeze Up at Kempton i marts måned stryge først over målstregen, da Bodil Hallencreutz-trænede Gulapa/Manuel Martinez sikrede sig en sikker sejr i Zwicky 2-års Maiden Serien over 1200 meter.
Søren Jensen-trænede Sir Randolph var klar forhåndsfavorit, men for tredje gang på stribe fandt hesten en enkelt konkurrent for god, og denne gang var det altså Observatory-sønnen Gulapa, som i marts måned blev erhvervet for blot 5.000£ på Goffs Breeze Up at Kempton af Bodil Hallencreutz, som efter alt at dømme kan modtage den dobbelte sum penge – 10.000£ – fra den specielle Breeze Up Bonus pulje.
Tredjepladsen gik til endnu en Breeze-Up-hest, Lena Natt Och Dags Zaphir, mens Loire var forbedret som fjerde før Green Surprise på den sidste præmieplads.
Bossa Nova i Lyngby-Taarbæk Kommunes Ærespræmie
I Lyngby-Taarbæk Kommunes Ærespræmie over 1400 meter var Bettina Wilson på pletten med sin egen Bossa Nova, der i en alder af ni år fortsat gør det forrygende og her kunne tage årets første sejr med en længde foran den ellers stærkt afsluttende Star Quest og Estoy Enamorada. Der var 15.000 kroner i førstepræmie til Bossa Nova, som altså både var ejet, trænet og redet af Bettina Wilson.
Amatørdrama!
Dagens amatørløb endte i et rent voldgiftsdrama, efter Tina Henriksson havde ført fra start til mål på ryggen af Anki Svedberg-Karlsson-trænede Le Corbier. Efter sejren var i hus nedsatte Klampenborgs voldgift sig selv for at undersøge et forløb i opløbet, hvilket i første omgang ikke drejede sig om de to første heste gennem mål, Le Corbier og Prince First.
Senere blev det meddelt at det alligevel drejede sig om Le Corbier og Cacao, og efter lang tids voteren blev Le Corbier deklasseret fra første til femteplads for trængning af Cacao/Desmond Scarlett, hvilket medførte genering af indvendige Teletubbie/Louise Kane.
Hændelsen var for banens publikum nærmest umulig at få øje på, idet Le Corbier igennem hele opløbet var klart fri af sine konkurrenter, førte hver en meter og afgjorde løbet på en overlegen måde foran heste der aldrig kunne opnå mere end hvad de gjorde.
På Voldgiftens “forfra-kamera” kunne man dog konstatere, at Le Corbier trak et spor ind i banen, og Klampenborgs voldgift valgte på denne baggrund samt ud fra de implicerede rytteres udtalelser at foretage deklasseringen ud fra de reglementsregler der gælder for Klampenborg Galopbane.
Der var dog ingen tvivl om at Le Corbier var den retmæssige vinder af amatørløbet, idet han var bedst på dagen, men sejren tilfaldt i stedet Prince First/Ricardo Ramallo, der trænes af Brian Wilson og ejes af Stald Oxen.
Identity aflagde maidentitlen
I Humorist Maidenløb over 1600 meter fik Jørgen Tølbøll-trænede Identity endelig aflagt sin maidentitel efter en stærk afslutning under Le Tølbøll. Længe lignede løbet et opgør mellem Golden Rock/Cathrine Weilby og favoritten Streckers Sunrise/Kim Andersen, men på de sidste meter fløj Identity frem udvendigt i banen og sikrede sig sejren med kort hoved før Golden Rock, der havde lige så lidt at give af til Streckers Sunrise.
Abruzzo overlegen på distancen
I Ryan Price Handicap over 2200 meter fik Søren Jensen-trænede Abruzzo i sit livs kun tredje start aflagt maidentitlen på ganske overlegen vis. Den 3-årige vallak havde blot to løb bag sig, og han fik muligheden for at starte i handicapsammenhæng fra et meget lavt tal, hvilket han tog imod med kyshånd og under Manuel Santos sejrede han med fem længder før My Dear Friend og Her Ray. Abruzzo er både ejet og opdrættet af Torben Sinding.
Pauls Pride igen
Marie Lustig-trænede Pauls Pride elsker Klampenborgs lange opløb, og denne lørdag strøg han endnu engang forbi samtlige konkurrenter på den lige strækning og besejrede Metroline/Nicolaj Stott med kort hoved, mens Finish First blev tredje. Pauls Pride trænes af Marie Lustig, der virkelig har fin form på sin stald lige nu.

























