Cut Champion overlegen Vinterfavorit

Årets sidste store 2-årsløb på Klampenborg Galopbane, Vinterfavoritternes Ærespræmie om 150.000 kroner blev overlegent vundet af Desmond Scarlett-trænede Cut Champion, der under Nicholas Cordrey let trak fra de øvrige i opløbet og sejrede med 5 længder ned til Royal Engagement og Hackman.

“Han var en helt anderledes hest at ride i det bløde underlag, og en krævende bane vil gøre ham godt i senere starter”, sagde Nicholas Cordrey efter sejren med den brune vallak, som er faldet efter Final Appearance ud af superhoppen Half Row.

Totalisatorfavoritten Fanfare Dotdk stod endnu engang nærmest stille i startboksen og mistede adskillige længder.

Mark Larsen forsøgte at få kontakt med feltet, og ind på lige bane nåede han frem, men så var kræfterne brugt op, og det blev til en på papiret skuffende 5. plads til Bering-sønnen.

Træner Flemming Poulsen var dog fortrøstningsfuld efter løbet og sagde:

“Jeg har lært meget om hesten efter i dag, og det var ikke Marks skyld, at det ikke blev til en bedre placering. Han fulgte mine rideordrer, som desværre viste sig at være forkerte, men nu ved vi hvad der skal trænes med i løbet af vinteren, så vi ikke står med de samme problemer til næste år”.

Seneste artikler

Scroll to Top