Cut Champion og Desmond Scarlett genforenes

Tilbage i 2001 trak Final Appearance-sønnen Cut Champion sig sejrrigt ud af Kentaur Dansk Derby. Inden da havde han vundet både Dansk 2000 Guineas, Vinterfavoritternes Ærespræmie og Produce Stakes – alt sammen i træner Desmond Scarletts varetægt.

Men efter den klassiske sæson brød Scarlett op med Cut Champions ejere K.P.& M. Brendholdt, der sidenhen har haft Cut Champion i træning tre forskellige steder.

Faktum er, at Cut Champion grundet mange problemer ikke har vundet siden han forlod Desmond Scarletts stald på Københavns Galopbane, og det har familien Brendholdt nu taget konsekvensen af og sendt den nu 6-årige vallak tilbage til stalden hvor han som 2- og 3-årige fejrede så mange store triumfer.

Desmond Scarlett er selv meget glad for gensynet med Cut Champion, og fortæller:

“Han er blevet en større hest at se på, der er jo trods alt gået to år, men han genkendte med det samme sine gamle rammer og følte sig straks godt tilpas. Hesten er blevet opereret i halsen fordi han havde problemer med vejrtrækningen, og han hoster stadig noget oven på operationen. Fysisk tror jeg han vil være klar i løbet af et par måneder, men jeg har altid holdt på at han er en hest der behøver solskin og varme, og derfor bliver det nok først i slutningen af juni jeg får rigtig skik på ham igen”.

Cut Champion kommer således ind i Scarlett-stalden samtidig med at sidste års stjerne Easy Boy flyttes til Hanne Bechmann.

Desmond Scarlett tager tabet af Easy Boy meget afslappet og kommenterer:

“Sidste år mistede Bent Olsen jo hesten på samme måde som jeg har gjort i år, og sådan er spillets regler. Jeg kan ikke gøre andet end at ønske Hanne Bechmann held og lykke med ham.”

På den klassiske scene har Desmond Scarlett kun to heste, nemlig Pivotal-datteren Pivoline og Arado-sønnen Morgan.

Sidstnævnte er fortsat ustartet, men ifølge træneren en rigtig spændende hest i Derby-sammenhæng.

Stalden rummer fire 2-årige heste, hvoraf de tre virker som tidlige typer.

Breeders Hope er en helbror til den Skandinaviske Grand Prix-vinder og Derby-3’er Breeders Love og Casanova er et lovende emne efter Magic Ring og moderlivsimporten Bombay.

I søndags ankom en lillesøster til staldens stabile handicapper Grand Patron som dog trænger til mere tid end de øvrige.

Den på papiret mest spændende 2-årige hest i stalden er en unavngivet hoppe efter den franske Derbyvinder Hernando ud af tophoppen Intruder, som i Ole Larsens varetægt blandt andet vandt Fawzia Stakes, Meridian Stutteri Hoppeløb og Sofierolöpning.

Der står i alt ni heste i stalden på Klampenborg lige nu, og efter alt at dømme går Desmond Scarlett en rigtig god sæson i møde.

Seneste artikler

Scroll to Top