Wido Neuroths hurtige Selkirk-datter Chiquette vandt omsider sæsonens første sejr, da hun med chilenske Angelo Rivera i sadlen sejrede sikkert i et 3-årsløb over 1750 meter på Øvrevoll i Oslo.
Chiquette var Norges næstbedste 2-åring i fjor efter fantastiske Pretty Girl, men nøjagtig ligesom staldkammeraen indledte hun sæsonen mod nogle af Europas bedste 3-årige hopper hvor hun langt fra kunne slå til.
Efter en meget skuffende start på sæsonen er Chiquette dog ved at være på toppen igen, og Wido Neuroth overvejer i øjeblikket to muligheder med hende – Peugeot Pokalløb for Hopper på den norske derbydag den 26. august, eller Dansk Oaks søndag den 2. september.
Dagens hovedbegivenhed i Norge var Fearnleyløpet over 1800 meter, som blev vundet af Arnfinn Lund-trænede Nicki Hill med Kim Andersen i sadlen.
Nicki Hill var klar favorit i løbet og vandt foran en godt kæmpende Carolus, mens Wido Neuroths to 3-årige deltagere Kalle og Theatry indtog de næste pladser.

























