Sidste års vinder af Capinordic Bank Scandinavian Open Championship (Gr.3), Erna van Doorn-trænede Chinese Mandarin, fik torsdag eftermiddag den bedst tænkelige sæsonstart, da han med topvægten 62 kilo nedkæmpede sidste års svenske Derbyvinder Swing That Cat på Täby.
Som forventet fik frontrunneren Swing That Cat lov til at bestemme tempoet undervejs i det 2400 meter lange Guldhandikap, og rundt opløbssvinget så det rigtig godt ud for Derbyvinderen og jockey Rafael Schistl, der skød god fart på biddet, mens Jacob Johansen var anderledes hårdt ridt ridende på Chinese Mandarin.
Ind på opløbsstrækningen gik det fortsat rigtig godt for Swing That Cat, men Chinese Mandarin begyndte så småt at finde et ekstra gear, og med Johansens stærke drivning lykkedes det til slut for Kingmambo-sønnen at fange sin konkurrent og vinde med hals.
Der var 3½ længde fra de to første til St. Leger- og Breeders-vinderen Shade Of Pale på tredjepladsen, og Chinese Mandarins præstation blev bestemt ikke ringere med tanke på, at han gav henholdsvis fem og seks kilo til de to klassisk vindende modstandere.
En anden god vinder denne torsdag i Stockholm var Yvonne Durant-trænede Sirjoshua Reynolds, der med Kim Andersen på ryggen førte fra start til mål i Guldlöpning over 1600 meter. Sirjoshua Reynolds kom ud efter en ni måneder lang løbspause og gjorde det forrygende ved fra lige vægt at besejre højkapable Egon, der endda havde løb i kroppen, med en halv længde.

























