På søndag fejrer Dansk Galop sin 150 års Jubilæumsdag med 10 løb på programmet, heriblandt Capinordic Royal Grand Prix, Capinordic Dansk Kriterium og HM Dronningens Ærespræmie.
Dagen prydes med besøg af Dansk Galops protektor, HM Dronning Margrethe II, der overrækker ærespræmier i både HMDronningens Ærespræmie og Capinordic Royal Grand Prix.’
I Capinordic Royal Grand Prix kæmper 12 deltagere over 1800 meter med 300.000 kroner i samlet præmiesum, og feltet har samlet en række af de bedste skandinaviskopdrættede heste på distancen, heriblandt navne som Django, Hot Fudge, Fly Society, Master Kid, Reventon og Søren Jensen-trioen Marron, Condor og Fly Society.
Sidstnævnte starter for sidste gang i karrieren, men desværre for publikumsyndlingen må han bære rundt på en 15 måneder gammel “straf” fra sin tredjeplads i Stockholms Stora Pris (Gr.3) 2007, og ligesom Django løber han med topvægten 61 kilo og giver tre kilo til bl.a. formstærke Marron.
Capinordic Dansk Kriterium, det fornemste opgør for den yngste årgang på dansk grund, rummer ikke de helt store stjerner – men adskillige af deltagerne er endnu sparsomt startet, og der kan sagtens gemme sig en eller flere kommende topheste i feltet.
Forgrundsfigurerne i Capinordic Dansk Kriterium ligner Sir Henry, Loire og norske Ionius, men der gemmer sig også spændende emner i bl.a. Dantolini og debutanten Uhadada. Førstepræmien i Capinordic DanskKriterium er 100.000 kroner.

























