Efter det succesrige sponsorat af Scandinavian Open Championship tidligere på sæsonen, har Capinordic nu valgt at blive hovedsponsor for ”Ladies Day” søndag den 7. september på Klampenborg Galopbane.
Ladies Day danner rammen om én af årets helt store begivenheder – Dansk Oaks – Hoppernes Derby. Dansk Oaks er et traditionsrigt løb, der har fundet sted på Klampenborg Galopbane siden 1947.
Dagens løb repræsenterer en samlet præmiesum på mere end 1 mio. kr. og udgøres bl.a. af Dansk Galops Auktionsløb, Pompøs Cup og det traditionsrige Skandinavisk Ladies Cup for kvindelige amatørryttere, hvor den vindende rytter modtager sin egen vægt i champagne.
Kompetence, vilje og præcision – det perfekte link mellem Capinordic og galopsporten
Capinordics administrerende direktør Lasse Lindblad udtaler om samarbejdet med Klampenborg Galopbane:
“Det er med stor glæde og høje forventninger, at Capinordic nu øger sit engagement inden for galopsporten i Danmark. Vi var sponsorer ved den internationale storløbsbegivenhed Scandinavian Open Championship i begyndelsen af august, og denne gang har vi valgt at sponsere hele Ladies Day, som er efterårets store begivenhed på Klampenborg Galopbane.
Med sponsoratet af Ladies Day ønsker vi at øge kendskabet til Capinordic. Begivenheder som Scandinavian Open Championship og Ladies Day repræsenterer på fin vis vores værdier. At vinde løbene kræver stor kompetence, vilje og præcision i samspil mellem jockey, træner og hest – egenskaber vi i Capinordic sætter fokus på, og som vi ved, også er afgørende for at performe i det finansielle marked.
Ladies Day er samtidig bundet op på internationale traditioner, såsom afviklingen af Hoppernes Derby og champagnevejning, som vi gennem vores sponsorat får mulighed for at bidrage til og sætte Capinordics helt eget præg på.”
Lasse Lindblads udtalelse suppleres af Klampenborg Galopbanes administrerende direktør Tom Christensen, som understreger det fine link mellem Capinordic og galopbanen:
“Vi er overordentligt glade og tilfredse med Capinordics øgede engagement på banen. Ikke blot på den økonomiske side; men specielt fordi Capinordic passer så godt ind i den sponsorgruppe, vi er ved at opbygge omkring Klampenborg Galopbane.
Capinordics værdier er de samme, som dem vi ønsker, skal præge galopsporten fremover, og samarbejdet virker derfor ideelt for begge parter. Det glæder os samtidig, at erhvervslivet har fået øjnene op for de værdier, galopsporten repræsenterer og de mange muligheder for Corporate Entertainment, der findes i forbindelse med en løbsdag på Klampenborg Galopbane”.

























