Cajun Cadet-datter i god irsk sæsondebut

Den 3-årige hoppe Longueville Legend sæsondebuterede i sidste uge med en fin andenplads på The Curragh, slået med halvanden længde af A.P. O’Briens Toroca, der sidste år var anden i Cheveley Park Stakes bag Regal Rose.

Selvom Longueville Legend stadigvæk er maiden, ville hendes form gøre hende til en Skandinaviens klart bedste 3-åringer, og det er bestemt noget man er glad for på Stutteri Hjortebo i Bjerringbro.

“Hjortebo lejede Longueville Legends far Cajun Cadet i to år af Meridian Racing, fordi han ikke fik så mange hopper i Norge. I Danmark var tilslutningen af hopper væsentlig bedre, og den første større årgang fra Cajun Cadet i Danmark er nu åringer på Hjortebo, og de tegner virkelig godt”, fortæller Iben Hjorth Jensen, der håber at Cajun Cadets få 3-årige afkom vil gøre rigtig god reklame for hingsten.

Blandt andet er der jo Wido Neuroth-trænede Kalle, som sæsondebuterer i 2000 Guineas Trial på lørdag.

Han viste stor flair for jobbet som 2-åring og er spået en fin sprinterkarriere.

Pudsigt nok er Cajun Cadets to bedste afkom begge ud af Mas Media-hopper.

Longueville Legend er ud af Media Legend, mens Kalle er efter tophoppen Simmering.

Seneste artikler

Scroll to Top