13. januar blev der taget hul på den internationale “Racing Season”, da Meydan Racecourse indledte sin anden sæson på verdens nok mest imponerende galopbane. Dubai International Racing Festival fortsætter derefter med 13 løbsdage indtil sæsonens største begivenhed, Dubai World Cup den 26. marts.
Sæsonens næststørste dag afvikles 3. marts med Super Thursday. Oprindelig tænkt som en “opvarmningsdag” til World Cup dagen, men nu en dag, der har udviklet sig hurtigt, og som har opnået stor prestige, dog ikke som selve World Cup dagen – men næsten!
Meydan Racecourse. Uden tvivl verdens mest moderne og spektakulære væddeløbsarena er afgjort en af hjørnestenene på nutidens Internationale kalender, og årets første store begivenhed.
Den internationale Racing Calender er i dag spækket med begivenheder som Breeders’ Cup, Japan Cup, Hong Kong Cup, Melbourne Cup, Canadian International og Prix de l’Arc de Triomphe etc. Oven i disse skal så lægges de klassiske løb i de store væddeløbsnationer. I skandinavien prøver vi at følge med, men må erkende, at der i ingen af de skandinaviske lande er løb, der har en tiltrækningskraft på udenlandske gæster, som nogen af de nævnte.
Engelske Papyrus (Steve Donoghue) fulgt af amerikanske Zev (Earl Sande) gør klar til Matchen i 1923, som Zev vandt.
Matchen mellem Zev og Papyrus
Men hvordan begyndte hele denne internationalisering af galopsporten? Tilbage i 1800-tallet var det ikke ualmindeligt at heste fra Frankring passerede Kanalen på vej til løb i England og Irland og den omvendte trafik var lige så almindelig. International snit var der også over den ungarskfødte hoppe Kincsem, der drog rundt i Europa med tog og vandt løb overalt. Der blev ligeledes arrangeret mange matchraces, hvor den måske mest kendte fra dengang fandt sted i 1923 mellem den engelske Derbyvinder, Papyrus, og vinderen af Kentucky Derby, Zev, der trak sig ud som vinder af løbet.
Det måske mest interessante ved dette matchrace var alligevel, at det var første gang to Derbyvindere fra hver sin side af Atlanten tørnede sammen og man kan hævde, at det blev den direkte årsag til afholdelse af Washington D. C. International, der var det første rigtige internationale væddeløb, som vi kender dem i dag.
Uden sikker transport af heste med fly ville internationale galopløb slet ikke have det omfang som tilfældet er i dag.
Den første flyvetur
En anden væsentlig begivenhed, der muliggjorde internationale væddeløb, fandt sted 29. maj 1946, hvor de to 2-årige hopper, Chakoora og Uleta, som de første galopheste fløj fra kyst til kyst i USA. Nu var de ikke de første heste nogensinde, der var ude at flyve. Den ære tilkommer ponyen Mercury, der var ejet af filminstruktøren og flypioneren Cecil B. DeMille. Det fandt sted i 1919, hvor turen gik fra Hollywood til Santa Barbara i et Curtiss Jenny fly, der blev anvendt som træningsfly under 1. Verdenskrig.
Naturligvis har mange andre faktorer været medvirkende til den stadig større trafik af galopheste, der farter rundt om i verden. Men tilbage til Washington D. C. International, der blev løbet på Laurel Park Racecourse fra 1952 til 1994 med 22 amerikanske vindere og 21 udenlandske gæster. Løbet havde antagelig stadig fundet sted, hvis ikke John R. Gaines var kommet på idéen med Breeders Cup løbene, der “overtog” løbet i Washington.
Laurel Park Racecourse Laurel Park Racecourse åbnede 2. oktober 1911. Navnet stammer fra grundlæggeren, James Laurel Jr., og banen havde fra sin begyndelse legendariske Matt Winn som chef. Det var ham, der mere en nogen anden skabte Kentucky Derby, men det er en ganske anden, men absolut lige så spændende historie.
En eftermiddag i oktober 1952 stod John D. Schapiro med tårer i øjnene og så engelske Wilwyn vinde den første udgave af Washington D. C. International – internationale væddeløb var født! Bare to år før havde hans far, Morris Schapiro, købt banen og overladt ledelsen til sønnen. Fem år tidligere havde James Butler forsøgt at skabe et internationalt løb med Empire City Gold Cup i New York, men her kom der kun nogle få sydamerikanske gæster. Året efter var der gode heste til start fra Europa, men de “løb” ind i selveste Citation og pist var interessen for yderligere gæstespil fra Europa forsvundet. James Butler kastede håndklædet i ringen.
Succes fra begyndelsen
John D. Schapiros engagement var helt anderledes. Sammen med J. Samuel Pearlman fra Daily Racing Form blev ideen om Washington D. C. International skabt i 1950 – mindre end halvandet år efter var løbet en realitet, og det blev en succes fra begyndelsen. Det skyldtes ikke mindst, at præmiesummen blev på 50.000 dollars, et stort beløb dengang.
Endvidere ville de startende heste – uanset hvor de kom fra – blive inviteret med alt betalt. I 1952 blev løb i Europa endnu ikke startet fra startbokse, så det ville “International”, som løbet hurtigt kom til at hedde, heller ikke, og distancen ville blive 2400 meter, en næsten ukendt distance i Amerika. Og løbet ville blive afviklet på græs og ikke dirt track, som var det mest normale underlag i Staterne. Det var også tilladt udenlandske gæster at ankomme så sent, at de næsten kunne blive kørt direkte fra lufthavnen til startstedet , så de undgik jetlag. Faktorer, der fik de europæiske ejere og trænere til med begejstring at sige ja tak til en invitation.
Engelsk trimuf ved Wilwyn
Og en af dem, der sagde ja tak var Wilwyns ejer Robert Boucher, en landmand fra Kent i England, hvis Wilwyn mødte til start i det første Washingtin D. C. International med 10 sejre i træk i bagagen og som under Manny Mercer vandt med små to længder før amerikanske Ruhe. Robert Boucher var vild af begejstring over det amerikanske publikums sportslige indstilling, for Wilwyn var langt fra favorit trods de 10 sejre i træk, men blev alligevel klappet begejstret hjem af de 26.000 tilskuere. Han var trænet af John C. Waugh.
Og “International” fortsatte med at leve op til sit navn i de følgende år. Europæiske Worden II vandt i 1953 og i 1954 vandt C. V. Whitneys Fisherman som den første amerikanske hest. Året efter gik sejren til Sydamerika med El Chama, der repræsenterede Venezuela. Men internationaliseringen gik også den modsatte vej for i 1956 sendte C. V. Whitney Fisherman og Career Boy til Frankrig for at mødes med Ribot i Prix de l’Arc de Triomphe.Familien Harhoffs Wonderboy deltog i “International” i 1961, hvor Bent Hansen var i sadlen.
Wonderboy og Humbug i Washington
I 1958 fik “International” ekstra opmærksomhed, da Europas champion, Ballymoss, takkede ja til at starte, hvilket også var tilfældet med to heste fra Sovjetunionen, og det på et tidspunkt, hvor den kolde krige var særdeles kold. Løbet blev dog vundet af Sailor’s Guide fra Australien. Siden har adskillige berømtheder vundet som Bald Eagle (1959/60), T. V. Lark i 1961, hvor familien Harhoffs superhest, Wonderboy, også var inviteret. Han blev redet til en sjetteplads af Bent Hansen, “Lange Bent”, og var i træning hos Ivan Larsen.
I 1982 var Bengt Böckmanns Humbug blandt de startende med datidens “jockeykomet” Lars Kelp som partner.
21 år senere var de rød-hvide farver igen på besøg i Washington, da Egestedgård Stutteris opdræt, Humbug, i Bengt Böckmans farver og trænet af Mai og Hans Adielsson endte i køen med jockeykometen, Lars Kelp, i sadlen.
Dahlia og Sir Ivor (foto herover) er nogle af de store galopstjerner, der har triumferet i “International”. Sir Ivor som den eneste fra Irland.
Irland vandt kun en enkelt gang
Kelso vandt i 1964 og Sir Ivor i 1968, iøvrigt den eneste gang Irland vandt. Dahlia var bedst i 1973, All Along i 1983 og det blev Masayuki Nishiyamas amerikanske Paradise Creek med Pat Day i sadlen og trænet af William I. Mott, der sluttede og lukkede den første større internationale tilbagevendende begivenhed i 1994. Foruden Bald Eagle vandt Fort Marcy to gange (1967/70). Nelson Bunker Hunt modtog tre vindere: Dahlia (1973), Nobiliary (1975) og Youth året efter. Både Manuel Ycaza og Lester Piggott scorede hattrick, mens den franske træner Maurice Zilber blev noteret for fire triumfer.
Således har store ejere, trænere, jockeys og heste været med til at sætte deres præg på “International” i de 43 år løbet blev afholdt. Andre lignende begivenheder så dagens lys i perioden og blev arrangeret med Washington D. C. International som forbillede. Men vi kan ikke slippe Washington D. C. International uden at nævne Kelso.
Formidable Kelso
Denne vidunderhest dominerede amerikansk galopsport i 1960erne, hvor han i fem af årene blev valgt som “Horse of the Year”. Han startede ialt 53 gange og blev modtaget 35 gange i vindercirklen. Som andre topheste havde han trådt sine første hestesko på Claiborne Farm i Kentucky. Som 4-årig optrådte han første gang i Washington D. C. International. Det var i 1961, hvor han blev anden til T. V. Lark – og altså i samme løb som familien Harhoffs Wonderboy. Som 5-årig jagtede Kelso igen en sejr og publikum var nærmest i ekstase, da Kelso var først ind på lige bane – han var aldrig tidligere blevet slået i den position. Men for første og eneste gang skete det, da han blev paserret af Match II.
Året efter skulle det være! Men nej. Igen blev det til pladsen nærmest vinderen Mongo. Som 7-årig var Kelso den indiskutable “King of Racing”. Han trak enorme tilskuermængder til de baner han optrådte på og 11. november 1964 var der 37.800 tilskuere på Laurel Park til “International”, der nu havde en præmiesum på 150.000 dollars. Der var kun seks modstandere, men det var Kelsos løb hele vejen. Han vandt let i ny banerekord. Kelso var vallak så hans pensionisttilværelse blev koncentreret om en ny flot karriere. Nu som showjumper. Han døde som 26-årig – en konge til det sidste!
Forsvandt i historiebøgerne
Washington D. C. International forsvandt i historiebøgerne og blev hurtigt glemt. Nok mest fordi andre lignende begivenheder overhalede “International” indenom. Sådan er det bare.
Men når internationale felter i dag mødes i Breeders Cup løbene, Dubai World Cup, Japan Cup, Prix de l’Arc de Triomphe eller Hong Kong Cup, høres navnet John Schapiro næsten aldrig. Mærkeligt – for det var ham, mere end nogen anden, der viste vejen for internationale væddeløb.
