Morten Buskop havde en storartet fredag eftermiddag i Doncaster med tre hammerslag til en samlet pris på 237,000 pund – men dét der ville have været den største handel glippede med et enkelt bud.
“Jeg var underbidder for Lone Kaj-Nielsen og Bent Olsen på lot 130, en søn af Dubawi. Vi havde buddet på 470,000 pund, men gav op da Oliver St Lawrence bød os imod på 480,000″, fortæller Buskop.
Hingsten, der blev fremstillet af “Stormin’ Norman” Williamsons Oak Tree Farm, var det eneste afkom på Arqanas Breeze Up Sale efter Dubawi (Dubai Millennium).
Han er tredje afkom ud af den Kirsten Rausing-opdrættede Listed-vinder All At Sea (Sea The Stars), der selv er ud af championhoppen Albanova (Alzao) og søster til bl.a. Gruppe-3-vinderen Algometer (Archipenko) og den endnu ustartede 3-årige Alligate (Archipenko), der trænes af Niels Petersen på Øvrevoll.