fbpx

Bullof Wall Street fra start til mål i Svenskt Derby

For andet år i træk endte den svenske Derbypokal på danske hænder, da Niels Petersen-trænede Bullof Wall Street sikrede sejren til Alice Weiste og John Christensens The JC Organization.


Bullof Wall Street leder Derbyfeltet gennem svinget. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp

Bullof Wall Street, der kom fra en overlegen triumf i Voterlöpning, overvandt sit svære, udvendige startspor og havde allerede taget sikker hånd om føringen ind i det første sving, hvor Jacob Johansen fik placeret næstfavoritten Yoker (Manduro) lige bagved Tapizar-sønnen.

Herefter var der ikke de store forskydninger før midt på bagsiden, hvor samtlige øvrige heste i feltet kom under hårdt pres fra deres ryttere for at kunne følge Bullof Wall Street og Yoker.

Bullof Wall Street og Carlos Lopez på vej rundt svinget på Jägersro. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp

Helt fra sidstepladsen forberede Bent Olsen-trænede Grey Flash (The Factor) sig markant, men han kæmpede aldrig for mere end tredjepladsen, som han i sidste ende også hjemtog med en halv længdes afstand til Sel Sea (Sea The Moon).

Tilbage til Bullof Wall Street og Yoker, der rundt opløbssvinget totalt havde efterladt resten af feltet i stumper og stykker.

I toppen af opløbet havde den norske gæst et lille overtag, men Yoker så farlig ud hele vejen ned gennem opløbet – dog uden at kunne fange vinderen.

På målstregen havde Bullof Wall Street og Carlos Lopez en sikker længdes afstand til Yoker, hvorefter der blev næsten 15 længder yderligere til Grey Flash og Sel Sea.

Carlos Lopez og Bullof Wall Street vinder Svenskt Derby foran Yoker/Jacob Johansen. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp

Lennart J:r Reuterskiöld tog sig også af de sidste præmiegivende pladser med Marieappel (Appel Au Maitre) og Harry, mens championstaldens femte Derbydeltager, Tille In Action (Pastorius), blev syvende.

Udenfor præmierækken fulgte Ladybug (Olympic Glory), Everest Voice, Timo Nurmos (Le Havre), Reine De Vega (Lope De Vega) og Malbec (Epaulette).

Førstepræmien i Svenskt Derby var 1,5 millioner svenske kronor værd for The JC Organization, der igennem Filip Zwicky Agency købte den fukse hingst for 75,000 euro på Goffs Orby Yearling Sale i efteråret 2018.

Carlos Lopez og Bullof Wall Street og Carlos Lopez vinder Svenskt Derby. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp

Han tilhører fjerde årgang efter Gainesways Breeders’ Cup Dirt Mile (Gr.1)-vinder Tapizar (Tapit), som bl.a. også er far til Breeders’ Cup Distaff (Gr.1)-vinderen Monomoy Girl.

Moderen Dovie (Coronado’s Quest) er en ustartet halvsøster til Breeders’ Cup Classic (Gr.1)-vinderen Raven’s Pass (Elusive Quality), og hun var i forvejen mor til Grade 3-placerede Doyouknowsomething (Awesome Again).

Bullof Wall Street fik sit navn sit navn på grund af sin enorme størrelse og fordi, at John Christensen gerne ville opkalde ham efter den berømte bronzeskulptur “Charging Bull”, der står på Broadway i Manhattans Financial District, og populært også kaldes “The Bull of Wall Street”.

Carlos Lopez jubler over sin fjerde Derbysejr. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp

Da navnet “Charging Bull” allerede var taget, valgte Alice Weiste og John Christensen i stedet “Bullof Wall Street”, hvor sammentrækningen af de to første ord begrundes i det begrænsede antal tegn man kan bruge i navngivningen af fuldblodsheste.

Samme finesse er tidligere brugt i bl.a. Triple Crown-vinderen American Pharoahs far, Pioneerof The Nile.

Bullof Wall Street løb Derbyets 2400 meter i tiden 2:30,9 – en tid der er knapt fire sekunder hurtigere end Red Cactus’ vindertid i fjor og en tiendedel hurtigere end Gold Tyrannys vindertid i Derby Day Summer Cup, hvor han akkurat i sidste galopspring fangede Scandinavian Open-vinderen Suspicious Mind.

Niels Petersen, Carlos Lopez og Cicero med Bullof Wall Street. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp

“Men han er ikke skabt til de 2400 meter, og dette var nok også den eneste gang vi ser ham over denne distance. Jeg vil i hvert fald meget nødig møde Yoker igen over denne distance”, sagde Niels Petersen efter sin tredje svenske Derbysejr.

Dermed blev en start i Hurricanelöpning og mulighed for at hjemtage samtlige tre ben i Jägersros “Triple Crown” også udelukket, og i stedet venter nu en pause for Bullof Wall Street, der hidtil har tjent over 2,1 millioner svenske kronor i denne sæson.

“Han fortjener en pause nu, for han har været i gang siden Dubai og skylder ingenting. Hvor lang pausen bliver kommer helt an på hesten, men nu er der ikke så mange løb tilbage til ham i Skandinavien i år, og vi begynder selvfølgelig så småt at se frem imod en vinterkampagne i Dubai”.

Carlos Lopez og Niels Petersen med Derbypokalen, der efter et år hos Lone Kaj-Nielsen nu skifter til en ny dansk adresse hos Alice Weiste og John Christensen. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp

For Carlos Lopez var det den fjerde Derbysejr på stribe efter sejre i både 2016 (Duke Of Burden), 2017 (Dorcia) og 2018 (Nordic Defense).

I fjor skulle Lopez have siddet på Red Cactus, men en udelukkelse gjorde, at han måtte sidde Derbydagen over og se Eddie Pedroza vinde løbet i stedet.

I 2020 fik Carlitos revanche, og han red desuden endnu en storløbstriumf hjem med Susanne Berneklint-trænede I Kirk (Eishin Dunkirk), der sejrede i Zawawi Cup (L) for tredje år i træk.



BULLOF WALL STREET (USA)
fuks hingst 2017
v. Tapizar (Tapit)
1. mor Dovie (Coronado’s Quest)
2. mor Ascutney (Lord At War)
3. mor Right Word (Verbatim)
2. sejr på Jägersro i 3. start.
4. karrieresejr i 8. start.
2.199.655 SEK.
Hcp.: 90 (inden Svenskt Derby)
Ejer: The JC Organization ApS.
Træner: Niels Petersen.
Opdrætter: Mike Abraham.
Købt for 75.000 euro (Filip Zwicky Agency) på Goffs Orby Sale i 2018.



I KIRK (SWE)
fuks vallak 2014
v. Eishin Dunkirk (Mr Prospector)
1. mor I Could (Johannesburg)
2. mor How Could You (Boundary)
3. mor Raise A Ten (Raise A Native)
15. karrieresejr i 22 starter.
4.083.999 SEK.
Hcp.: 94 (inden Zawawi Cup)
Ejer: Hästgruppen i Lund AB.
Træner: Susanne Berneklint.
Opdrætter: Löberöds Hästklinik AB.


Wolfof Vancouver og Jacob Johansen vinder foran Reunion Island og Elione Chaves. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp

Lennart J:r Reuterskiöld og Jacob Johansen fik ikke den forløsende Derbysejr i hus til Mr Ascot med Yoker, men duoen satte alligevel et enormt præg på den svenske Derbydag.

Allerede i dagens første opgør, et maidenløb for 2-årige, blev sejrsmarchen skudt i gang med Speightstown-sønnen Wolfof Vancouver, der besejrede Francisco Castros Reunion Island (Wootton Bassett) med kort hoved.

Der var for begge hestes vedkommende tale om debut, og da de begge er meldt i Lambada Cup i august, er der lagt op til et spændende revanchemøde hér.


WOLFOF VANCOUVER (CAN)
brun vallak 2018
v. Speightstown (Gone West)
1. mor Lookalike (Dynaformer)
2. mor Hard To Copy (Mr Prospector)
3. mor Hot Novel (Mari’s Book)
1. sejr på Jägersro i 1. start.
1. karrieresejr i 1. start.
41.500 SEK.
Hcp.: –
Ejer: The JC Organization ApS.
Træner: Lennart J:r Reuterskiöld.
Opdrætter: Anderson Farms Ontario Inc.
Købt for 130.000 euro (Filip Zwicky Agency) på Goffs Orby Sale i 2019.


Havana Red og Jacob Johansen sejrer overlegent i Svenskt Derby Consolation. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp

Wolfof Vancouver er akkurat som Bullof Wall Street ejet af The JC Organization, og Alice Weiste og John Christensen fik endnu en sejr på den uforglemmelige Derbydag, da Havana Red (Havana Gold) overlegent hjemtog Derby Consolation med fem længder for Lennart J:r Reuterskiöld og Jacob Johansen.


HAVANA RED (GB)
fuks hoppe 2017
v. Havana Gold (Teofilo)
1. mor Rinskia (Bering)
2. mor Russyskia (Green Dancer)
3. mor Marie De Russy (Sassafras)
Søskende i Skandinavien: Prinsesse Kia (72)
3. karrieresejr i 10 starter.
330.081 SEK.
Hcp.: 78 (inden Derby Consolation)
Ejer: The JC Organization ApS.
Træner: Lennart J:r Reuterskiöld.
Opdrætter: D R Tucker.
Handlet på Goffs November Foal Sale 2017 (Stutteri Stork) / Scandinavian Open Yearling Sale 2018.


Junior havde ind imellem også sadlet en double i Derbydagens amatøropgør, hvor All Run og Elliot Öhgren nedkæmpede Leo The Lion og Jessica Wadst.

Og endnu en sejr til Junior og Jacob blev det i Derby Day Summer Cup, hvor Gold Tyranny (Zoffany) som tidligere beskrevet nøjagtig fik sat hovedet først på stregen foran ærkerivalen Suspicious Mind (Appel Au Maitre).


GOLD TYRANNY (DEN)
brun vallak 2014
v. Zoffany (Dansili)
1. mor Thara (Hennessy)
2. mor Gold Pattern (Slew O’Gold)
3. mor Pattern Step (Nureyev)
Søskende i Skandinavien: Callyourgirlfriend
9. karrieresejr i 23 starter.
2.573.240 SEK.
Hcp.: 92 (inden Summer Cup)
Ejer: Omar Zawawi.
Træner: Lennart J:r Reuterskiöld.
Opdrætter: Stald Jupiter.
Købt for 300.000 DKK (Lennart J:r Reuterskiöld) på Scandinavian Open Yearling Sale i 2015.


Nascetta slår Hot Bagatelle i Malmö Stads Pris. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp

Også i Malmö Stads Pris over 1730 meter var duoen Reuterskiöld/Johansen tæt på den store triumf, men denne gang var målstregen ikke med dem, idet Elione Chaves formåede at holde Bent Olsen-trænede Nascetta (Dubawi) foran Hot Bagatelle (Dabirsim) med det mindst mulige til førstepræmiens 250.000 kronor.

NASCETTA (IRE)
brun hoppe 2017
v. Dubawi (Dubai Millennium)
1. mor Cladocera (Oasis Dream)
2. mor Caesarine (Pivotal)
3. mor Carelaine (Woodman)
2. karrieresejr i 7 starter.
304.274 SEK.
Hcp.: 78 (inden Malmö Stads Pris)
Ejer: Lone Kaj-Nielsen.
Træner: Bent Olsen.
Opdrætter: Haras de la Perelle.
Købt for €520.000 (Morten Buskop Bloodstock) på Arqana August Yearling Sale i 2018.


Nocentsinkentucky og Elione Chaves sejrer i Derby Day Sprint. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp

Samme førstepræmie var der til Francisco Castro-trænede Nocentsinkentucky (Goldencents), der vandt Derby Day Sprint i suveræn stil i tiden 1:11:07, hvilket blot var tre tiendedele fra I Kirks vindertid i Zawawi Cup (L).



NOCENTSINKENTUCKY (USA)
fuks vallak 2017
v. Goldencents (Into Mischief)
1. mor Greeley’s Geisha (Mr Greeley)
2. mor Rahy Dolly (Rahy)
3. mor Zinfandoll (Sky Classic)
Søskende i Skandinavien: Deadline Day (79)
Sjette karrieresejr i 10 starter.
971.998 SEK.
Hcp.: 87 (inden Derby Day Sprint)
Ejer: Mec-Com Klippan AB.
Træner: Francisco Castro.
Opdrætter: MecCom & Hedberg Hall Inc.


Nouvelle Lune og Queen Rouge kæmper om sejren i Margareta Wettermarks Minneslöpning. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp

Derbydagen kom desværre ikke uden om en deklassering, da Wido Neuroth-trænede Nouvelle Lune (Sea The Moon) blev flyttet fra første- til andenplads efter at have generet Marc Stott-trænede Queen Rouge (Lord Of England) i Margareta Wettermarks Minneslöpning.

Dermed tilfaldt førstepræmiens 207.500 kronor Karin Salling, og Queen Rouge kan fortsat kalde sig ubesejret i 2020 efter to storløbsstarter.



QUEEN ROUGE (DEN)
fuks hoppe 2016
v. Lord Of England (Dashing Blade)
1. mor Tolerate (Dubawi)
2. mor Abide (Pivotal)
3. mor Ariadne (Kings Lake)
Syvende karrieresejr i 12 starter.
3.540.745 SEK.
Hcp.: 87 (inden Margareta Wettermarks Minneslöpning)
Ejer: Mme Fernande.
Træner: Marc Stott.
Opdrætter: Stutteri Hjortebo.


Jazz Explosion vinder foran Red Hot Chili. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp

207.500 kronor var der også til Bodil Hallencreutz-trænede Jazz Explosion (Red Jazz) i Malmö Sommarhandicap, der blev vundet med hals foran Red Hot Chili (Eishin Dunkirk) og yderligere et par længder til Couples (Helmet) og Amon Ra (Exceed And Excel).


Resultater: Jägersro, søndag 12. juli

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top