fbpx

Bliver det Hästgruppen i Lunds første Derbyvinder?

Hästgruppen i Lunds Berno Fonzander har oplevet meget på kort tid i galopsporten – ikke mindst gennem I Kirks både nationale og internationale succes. Sejren i Svenskt Derby er hidtil udeblevet, men lige nu lever drømmen i bedste velgående.



Onsdag eftermiddag debuterede den enorme 2-årige Union Rags-søn Steinar nemlig over 1200 meter på Jägersros dirt, og efter at have ligget næstsidst de første 300 meter, fandt hingsten efterhånden sit tråd og avancerede rundt opløbssvinget med høj fart forbi sine konkurrenter.

Ved indgangen til opløbet manglede Steinar kun at nedkæmpe de to tidligere vindere Nouran (Raven’s Pass) og Red Hunting Hawk (El Kabeir), og denne fight var hurtigt overstået.

Siden trak Steinar bare yderligere fra og blev bedre for hver en meter indtil han kunne skære målstregen i ensom majestæt, godt fire længder foran Nouran som igen var halvanden længde før Red Hunting Hawk.

Susanne Berneklint-trænede Steinar havde allerede i sit prøveløb den 25. august løftet sløret for en del af sine evner, og det står allerede nu ganske klart, at jo længere han galopperer, jo bedre bliver han.


Steinar debuterer med en overlegen sejr for Carlos Lopez. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Den fukse hingst blev købt for 40,000 pund på Arqanas Breeze Up Sale i maj i Doncaster gennem agent Paul Harley, efter at have været gået tilbage for 19,000 dollars som åring på Keenelands September Yearling Sale.

Hans far Union Rags (Dixie Union) var én af USAs absolut bedste årgangsheste i 2011 og 2012, hvor han som 2-årig både vandt Champagne Stakes (G1) og Saratoga Special Stakes (G2), inden han blev slået med kort hoved af Hansen (Tapit) i Breeders’ Cup Juvenile.

Som 3-årig indledte Union Rags sæsonen med at vinde Fountain Of Youth Stakes (G2) på Gulfstream Park, hvorefter han først blev henvist til tredjepladsen i Florida Derby (G1) af Take Charge Indy (A.P. Indy) og derefter til syvendepladsen i Kentucky Derby (G1) af I’ll Have Another (Flower Alley).


Union Rags på Lane’s End Farm i Kentucky. Foto: Lee Thomas.

Derefter vandt Union Rags det 2400 meter lange tredje ben af den amerikanske Triple Crown, Belmont Stakes (G1), og kunne siden gå i avlen på Lane’s End Farm i Kentucky til en bedækningspris på 35,000 dollars.

I 2018, 2019 og 2020 bedækkede han til 60,000 dollars, og det inkluderer altså året hvor han bedækkede Steinars mor, Tapit-datteren Tapit’s World.

Tapit’s World leverede selv sin bedste præstation som 4-årig som anden i Grade-3-opgøret Gardenia Stakes, og hun er halvsøster til Peter Pan Stakes (G2)- og Illinois Derby (G3)-2’eren Conquest Curlinate (Curlin).

I avlen har Tapit’s World tidligere produceret et enkelt afkom i form af nu 3-årige Kulp (Munnings), der startede fire gange som 2-årig uden at vinde, men som i år har vundet to gange over 1600 meter dirt i USA.

Steinars 4-årige halvsøster Shelby’s World (Super Saver) blev solgt for 130,000 dollars som åring i Saratoga, men hun nåede aldrig til start og blev siden solgt som avlshoppeprospekt for 6,000 dollars på Keeneland i januar.


Steinar og Carlos Lopez. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Hästgruppen i Lund har altså endnu den første sejr i Svenskt Derby til gode, men det er ikke fordi de aldrig har forsøgt.

Berno Fonzander indledte tilbage i begyndelsen af 10’erne med heftige køb i Keeneland sammen med Fredrik Reuterskiöld, og blandt indkøbene var den senere Pramms-vinder Plata O Plomo (Paddy O’Prado), der som 3-årig var anden i Voterlöpning, men siden uplaceret i Svenskt Derby.

Fonzander kom helt tæt på i 2016 med Gunvald (Proud Citizen), der med det absolut mindst mulige måtte give sig for Duke Of Burden (Footstepsinthesand) og i øvrigt løb ‘dead heat’ om andenpladsen med sin staldkammerat Ramstein.

Gunvald havde forinden også vundet Voterlöpning.

Men nu skal det måske være.

Adspurgt om de nærmeste planer for Steinar var Susanne Berneklint mildest talt tøvende, men hun fik fremstammet, at Skånelandlöpning over 1600 meter sidst på sæsonen kan blive aktuelt, men måske starter Steinar slet ikke mere i år.

Det er den svenske Derbyserie 2022 der gælder, og Steinar har allerede nu vist rigeligt som 2-årig.

Der er i øvrigt en rød tråd i Hästgruppen i Lunds navngivning. Berno Fonzander har hang til krimiserier og har opkaldt flere af sine heste efter karakterer og serienavne.

Gunvald er én af karaktererne i krimien Beck, og følger man med hér vil man vide, at efter Martin Beck i de seneste film er nødsaget til at klare sig uden Gunvald, får han i stedet hjælp af en norsk politimand – ved navn Steinar.

Og han er også rødhåret.


Steinar er en stor 2-årig hingst – her omgivet af sin ejer Berno Fonzander, trænerduoen Susanne og Oscar Berneklint og trækker Manuel Santos. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

STEINAR (USA)
fuks hingst 2019
v. Union Rags (Dixie Union)
1. mor Tapit’s World (Tapit)
2. mor Higher World (Peaks And Valleys)
3. mor Sarah’s World (Holy Bull)
1. karrieresejr i 1. start.
50.000 SEK.
Hcp.: –
Ejer: Hästgruppen i Lund AB.
Træner: Susanne Berneklint.
Opdrætter: Willow Oaks Stable.
Købt for 40,000 GBP (Paul Harley Bloodstock) på Arqana Breeze Up Sale 2021.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top