Den 6-årige Bernardini-søn Art Collector var ikke spået de store vinderchancer i årets udgave af Pegasus World Cup (G1), og hans sædvanlige rytter Luis Saez havde sågar valgt et andet ridt i opgøret. Alligevel blev det til slut en let fem længders triumf i millionopgøret på Gulfstream Park.
Art Collector blev i stedet redet til sejr af Junior Alvarado og slog den Bob Baffert-trænede næstfavorit Defunded (Dialed In) og Ed Moger Jr’s storoutsider Stilleto Boy (Shackleford) i kampen om førstepræmiens godt 11,5 millioner danske kroner.
Frankie Dettori besatte fjerdepladsen i bøjlerne på D Wayne Lukas-trænede Last Samurai (Malibu Moon), hvorefter Proxy (Tapit) blev femte foran favoritten Cyberknife (Gun Runner), som nu går i i stutteriet på Spendthrift Farm til en bedækningstakst på $30,000.
Luis Saez, der altså sprang fra Art Collector efter at have redet hesten i syv af de seneste otte starter, sluttede i stedet på niendepladsen med Peter Millers Get Her Number (Dialed In).
Se 2023-udgaven af Pegasus World Cup (G1) herunder: