Norsk Derby 2000 gav den forventede sejr til Are Hyldmos storfavorit, Barrier Reef, som under Kim Andersen blev en suveræn vinder foran Wido Neuroths True Lover, og feltets eneste danske deltager, Vetrotex, på tredjepladsen.

Kim Andersen valgte fra start at gå i offensiven med Barrier Reef, som rundt det første sving førte med et par længder foran Vetrotex i et felt som på grund af det høje tempo blev meget langstrakt på bagsiden.
Rundt opløbssvinget forsøgte Mark Larsen at få kontakt med Kim Andersen, men Barrier Reef svarede op med det samme og stak ind op lige bane, hvorefter Perugino-sønnen øgede sin føring meter for meter.
Mens Barrier Reef i ensom majestæt galopperede over mål, var der bedre kamp om de næste pladser. Vetrotex mistede et par længder ind på den lige bane, hvor True Lover gik forbi, og det lykkedes ikke Vetrotex at fange den norske hest igen.
Også Kadimo kom godt frem udvendigt i banen og truede en overgang med at sende Vetrotex ned på fjerdepladsen, men den danske derbyvinder viste sit fighterhjerte ved at svare op igen og tog tredjepladsen.
Cavalier tog de sidste penge i præmierækken, mens Viking Chief med en syvendeplads i løbet fik tildelt 100.000 kroner i bonuspræmie for at være den bedst placerede norskopdrættede deltager.
Kim Andersen var naturligvis lykkelig over karrierens anden derbysejr, men intet kunne slå udtrykket i hesteejer Nils Petter Gills ansigt.
Den glade partejer af Barrier Reef var så medrevet af sejren, at tårene ikke et øjeblik kunne holdes tilbage.
“Det er en fantastisk oplevelse – den største man kan opnå som hesteejer”, sagde den norske storhesteejer efter løbet.

Ursus Racing, som er pseudonymet for den fuldblodsglade kreds af nordmænd, havde også sidste år et stærkt kort på hånden i form af Pistachio, men da var Valley Chapel for stor en mundfuld – så alt andet lige var det mere end fortjent at Ursus Racing kunne fejre Derby-sejren med Barrier Reef, som i vinter blev importeret fra England til Norge for et ukendt, men med sikkerhed højt millionbeløb.
Barrier Reef har derfor langt fra tjent sig selv ind endnu, men de 500.000 kroner i førstepræmie i norsk derby, samt årets øvrige fem starter som alle er endt med sejr gør, at Barrier Reef nu hastigt nærmer sig den første million.
Og en hest med denne klasse skal nok også kunne gøre sig i større sammenhænge uden for Skandinavien senere i karrieren.
Are Hyldmos hest bliver nu manageret frem mod Stockholm Cup International (Gr.3), hvor det skandinaviske publikum kan se frem mod en fantastisk kamp mellem bl.a. Barrier Reef, Valley Chapel og danske Dano-Mast.
Marit Sveaas (L) til Valley Chapel
For 12 måneder siden var det Valley Chapel som blev hyldet som Derbyvinder i Norge.
Denne gang blev han hædret for sin sejr i derbydagens bedst betalte opgør, Marit Sveaas Minneløp (L) med 720.000 kroner i førstepræmie.
Det blev en ærgerlig start for Albaran, fordi hans startboks ikke åbnede sig i tide, og hesten mistede 10 længder i starten.
Helt fremme var det Stato One der dominerede for Yvonne Durant, men feltet lå tæt samlet og virkede meget åbent. Ind på opløbet begyndte Stato One at vise svaghedstegn, og i stedet kom Nicholas Cordrey op med storoutsideren Martellian, mens Inchrory forsøgte et udvendigt angreb.
Det så længe ud til at det var mellem disse to, at løbet skulle afgøres, men i et eksplosivt angreb 200 meter fra mål fik den britiske topjockey Edward Ahern Valley Chapel helt frem imellem de to forreste, og siden gik han forbi til en let sejr på en længde foran Martellian, som havde en halv længde ned til Inchrory.
Stato One holdt sig fremme til fjerdepladsen foran True Blue Victory, mens en af forhåndsfavoritterne, Jaunty Jack, ikke kunne genskabe sidste års triumf og sluttede på 12. pladsen.

Prime Match Skandinaviens hurtigste sprinter
Desmond Scarletts nu 8-årige Prime Match havde før dagens start forsøgt sig et par gange i VG Sprinten over 1000 meter, men uden at vinde. Men hestens seneste præstationer havde dog gjort ham til favorit i totalisatoren.
Prime Match var som forventet først af sted og førte hurtigt med et par længder, men han hang meget og ville som sædvanlig gerne trække til venstre i banen, hvilket på Øvrevoll betyder, at han kommer helt indvendigt hvor banen ikke er lige så god som udvendigt.
Da jockey Nicholas Cordrey erfarede, at Prime Match havde nok luft ned til konkurrenterne midt i opløbet, slap han Prime Match som fra det ene øjeblik til det andet flyttede fra sit helt udvendige spor til en placering helt inde ved rails.
Dette kostede selvfølgelig en del længder, og Nicholas Cordrey måtte også kæmpe med alt hvad han havde i sig for at holde Prime Match forrest, da Shoot The Rapids og Sharp Return kom i et stærkt angreb til slut.
De sidste præmier blev taget af Distinct Vintage og Miami Jr, mens feltets mere betroede deltagere Mortens Prospect, Top Action, Sids Song og Anzio meget skuffende sluttede uden for præmierækken.
Det var Prime Match’s sejr nummer 19 i karrieren, og den samlede præmiesum nærmer sig mere og mere en million.
Den fukse vallak er ejet af Marianne og Jens Trock og opdrættet af irske Pendley Farm.

Neuroth-sejr i The Heatherwold Cup
Træner Wido Neuroth fik sin 6. sejr på 11 år i The Heatherwold Cup for de 2-årige heste, da Chiquette med Edward Ahern i sadlen slog Michael Kahns King Quantas efter hård og medrivende opløbskamp.
King Quantas gik til front rundt opløbssvinget og førte sikkert ind på lige bane, men den fantastisk trukne Danehill-søn fandt nok distancen 1350 meter lige i overkanten i den bløde bane, og måtte til sidst give op over for Chiquette, som vandt karrierens anden sejr i fire starter.
Wido Neuroth og Edward Ahern havde, ligesom det var tilfældet sidst da Ahern gæstede Øvrevoll, en fantastisk dag.
Foruden Valley Chapel og Chiquettes storløbssejre vandt duoen også Gjensidige Nor Cup med Daunting Lady og Derby Consolation med Finalza, mens det altså også blev til en andenplads i derbyet.
Derby Consolation-vinderen Finalza er en halvbror til legendariske Kill The Crab, og sejren blev hevet hjem efter kamp foran Cal og Paradise Express, mens danske Smiling Groom og norsktrænede Duke Of York kom ind på de næste pladser.
























