En af årets på papiret bedste ’spilledage’ på Københavns Galopbane blev krydret med en flot opvisning af svenske Balfour, der førte fra start til mål i Københavns Store Handicap.
Balfour tog for alvor et spring mod milereliten, da han på Derbydag var virkelig tæt på at slå Sveriges jernhest Hangover Square i Pokalløb (L), og selv om han for den præstation blev hævet 11 kilo var han uden problemer i stand til at holde samtlige konkurrenter bag sig på det lette græstæppe.
Fernando Diaz var først ude af boksen og fik Balfour til at slappe godt af foran, mens lavtvægtede Clouseau og Scariff Bay også var med til at præge det høje tempo foran.
Ind på lige bane tog Diaz den korteste vej med Balfour, og selv om der kom gode angreb fra både Casual Question, Cajun Sunset og Relate var det for svært at fange den hurtige Green Desert-søn, der over mål havde to længder ned til Casual Question.
Cajun Sunset og Relate var så tæt over mål, at banens dommere dømte dødt løb på tredjepladsen, og løbets store jævnbyrdighed blev for alvor også bevist ved at der igen måtte dømmes dødt løb om sjettepladsen mellem Farignan og Scariff Bay.
Balfour trænes af Jan-Erik Pettersson og det var hestens første sejr siden han blev købt på October Sales i fjor. Sejren indbragte 40.000 kroner til ejer Sigrid Grettve.
Godt samarbejde
Træner Anne Nimand-Jansen og jockey Jacob Johansen havde et stærkt samarbejde denne lørdag. Duoen stillede op sammen i to løb og vandt dem begge. Allerede i dagens første løb havde Jacob Johansen 2-årige Ready Eddie først over stregen til en let sejr på fire længder foran Jacquelin, der igen havde fem længder ned til Sureless på tredjepladsen.
Ready Eddie er en meget talentfuld hest der ser ud til at indeholde meget forbedring til senere på året. Han er helbror til Call Me York, der i sit livs bare tredje start blev nummer tre i Dansk Derby for 20 dage siden.
Derudover er Ready Eddie halvbror til derbyvinderen Kvicken og 2000 Guineas-vinderen Mr Loophole.
Han er 14. føl ud af York Stutteris hoppe No Call, der på trods af sin høje alder og mange afkom stadigvæk kan levere heste i årgangstoppen.
Anne Nimand-Jansen og Jacob Johansen slog til igen i Calder Handicap, hvor Lions Itchiban førte samtlige 2400 meter og let kunne afgøre til en tre længders sejr foran favoritten Kiyokaga/Kim Andersen. Lions Itchiban vandt her karrierens 10. sejr, og Mas Media-sønnen forberedes nu til HM Dronningens Ærespræmie for de mandlige amatørryttere – et løb hesten har vundet en enkelt gang før.
På tredjepladsen fulgte Way Of Walking/Cathrine Weilby foran Zooperior/Anette Jarven og Totte Apache/Manuel Santos.
To svenske til Kim A
Kim Andersen var også på pletten med to sejre. Den første i Pimlico Handicap, hvor Kim red Gleeman først over stregen foran Zoomood og Pole Position. Gleeman trænes af Staffan Lidbeck og ejes af Stald Prick. Kim Andersen sørgede for endnu en svensk sejr i dagens sidste løb Arlington Maiden (2) med Sten Linells Grand d’Ore.
Grand d’Ore skød frem midt i banen og koblede grebet på de førende, mens Troy Pengkerego havde fået god fart på Basin. En overgang så det ud som om Basin kunne nå frem, men Grand d’Ore formåede hele tiden at holde afstand. Ally Cool med Sara Slot i sadlen kæmpede også stærkt og var ikke så langt fra andenpladsen, men hverken hende eller Basin kunne i sidste ende true Grand d’Ore, hvis sejrsmarginal lød på tre længder.
Basin blev nummer to på en distance der virkede til at være lige det korteste, men det store spring fra 2400 meter og ned på 1400 kan også være grund til at den afsluttende speed udeblev.
Første afdeling af Arlington Maidenløb over 1400 meter for de 3-årige og ældre heste blev til ren opvisning for den flotte hoppe Blue Jasmin, der under Luis Villarroel let gik fra de øvrige midt i opløbet og vandt med seks længder foran Stålmannen og storfavoritten Grand Five.
Blue Jasmin har haft en del problemer i begyndelsen af sin karriere, hvor temperamentet har været hoppens værste fjende, og det var i øvrigt hende der sørgede for at Franz Nutz måtte en tur på hospitalet sidste sommer. Træner Bendt Jensen har dog gjort et stort stykke arbejde med Blue Jasmin, der ved denne lejlighed viste at hun sagtens kan forbedre sig yderligere senere i karrieren. Blue Jasmin er både ejet og opdrættet af Gitte og Jens Olsen.
International Araber Cup om 50.000 kroner blev en stor triumf for træner Ingrid Kindh, der sadlede både første-, anden- og fjerdehesten gennem mål. Vinder blev Black Jack, som efter kamp med en halv længde slog staldkammeraten Parnassos, mens der var adskillige længder ned til Barett på tredjepladsen.
Black Jack er en stadig urutineret type, men med Skandinaviens måske bedste afstamning på arabersiden. Han er lillebror til både Lill Sham og Pamor, der velsagtens er de to bedste araberheste der nogensinde har været i træning i Skandinavien. Det bliver meget interessant at se hvad Ingrid Kindh får ud af 4-årige Black Jack i fremtiden.

























