Baden-Baden: Avlshopper til Sigfridsson og Salomonsen

Den skandinaviske købelyst til avlshopper fortsatte søndag i Baden-Baden, hvor både Stall Sigfridsson og Flemming Salomonsen var i markedet under BBAG Christmas Online Sale. Det blev i alt til tre hopper i fol ved henholdsvis Churchill og Sea The Moon.

Biscaya Bay (Dansili). Foto: BBAG.

Helena og Tor Harry Sigfridsson lagde for med hammerslaget på lot 12, 16-årige Biscaya Bay (Dansili), som blev købt for €8,500 i fol ved Churchill (Galileo).

Biscaya Bay vandt som 3-årig i Frankrig og var fjerde i Prix Minerve (Gr.3) i Deauville.

I stutteriet har hun produceret seks vindere, heriblandt Gruppe-3- og Listed-placerede Barina (Gleneagles) og den tidligere Lennart J:r Reuterskiöld-trænede Laughingof Fear (Lope De Vega), som vandt to gange i Sverige og en enkelt gang i Frankrig for The JC Organization.


Laughingof Fear, som vandt to gange som 3-årig på Jägersro, er en søn af Stall Sigfridssons nyerhvervede avlshoppe Biscaya Bay. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Biscaya Bay er ud af én af Tysklands bedste løbshopper i det forrige millennium, Acatenango-datteren Borgia, som i 1997 vandt Deutsches Derby (Gr.1) og senere fulgte op med at vinde Grosser Preis von Baden (Gr.1) og Hong Kong Vase (Gr.2), mens det blev til en andenplads i Breeeders’ Cup Turf (Gr.1) og tredjeplads i Prix de l’Arc de Triomphe (Gr.1).

Ud over Biscaya Bay er Borgia mor til bl.a. Gruppe-3-vinderen Bermuda Reef (Oasis Dream) og til vindende Born Wild, som igen har produceret Prix Vermeille (Gr.1)-vinderen Baltic Baroness (Shamardal) og den tidligere danskopstaldede avlshingst Baltic Rock (Rock Of Gibraltar).


Global Queen (Adlerflug). Foto: BBAG.

Stall Sigfridsson slog igen til ved lot 27, den 5-årige Adlerflug-datter Global Queen, som blev købt for €28,000 og ligeledes i fol ved Churchill (Galileo).

Global Queen er vinder som 3-årig og desuden placeret anden i Premio Terme di Merano (L) og to gange tredje i Grosser Preis der Privatbank ODDO BHF (L) samt i Grosser Preis der Metallbau Burckhardt (L). Hun opnåede som bedst et tysk handicap på 89.

Global Queen er ud af Global Beauty, en Tiger Hill-halvsøster til Gruppeløbsvinderne Global Dream (Seattle Dancer) og Global Thrill (Big Shuffle) fra en stærk, tysk Black Type-linje.


Madame (Shirocco). Foto: BBAG.

Og endelig sikrede danske Flemming Salomonsen sig for €9,500 den 15-årige hoppe Madame (Shirocco), som er drægtig med Sea The Moon (Sea The Stars).

Madame er ustartet, men mor til tre vindere i stutteriet, hvoraf de to er efter netop Sea The Moon. Derudover fik hun tidligere på året et hoppeføl efter samme hingst.

Også Madames halvsøster Madame Moonie er efter Sea The Moon, og hun er både vinder af flad- og forhindringsløb, heriblandt Prix d’Arles Hurdle (L) på Auteuil, samt placeret tredje i Prix Andre Michel Hurdle (Gr.3) på samme bane.

Andenmoderen Moneypenny (Neshad) vandt Oppenheim-Rennen (L) i Köln, og længere tilbage i moderlinjen findes bl.a. Oaks d’Italia (Gr.1)-vinderen Meridiana og den tyske 2-årschampion Monami.

Førstnævnte blev senere også mor til avlshingsten Center Divider (Giant’s Causeway).

Seneste artikler

Scroll to Top