Atmospheric let vinder i sæsondebut

Et af de mest opsigtsvækkende køb af en galophest til Skandinavien stod Stall Staffan for sidste år, da han fik hammerslag på den på det tidspunkt 2-årige Atmospheric (Irish River – Magic Feeling) for 275.000 guineas – eller ca. 3,75 millioner svenske kroner, hvilket blev det største salgsbeløb nogensinde på Tattersalls Horses In Training Sale.

Den fukse hingst fik tirsdag aften sin Skandinaviensdebut på Täby, og alt gik efter planen med en let 2,5 længders sejr for Ecology, mens der var syv længder ned til tredjehesten Cala Mallorca.

Atmospheric der trænes af Michael Kahn vandt sidste sæson både Woodcote Stakes (L) på den engelske derbydag, samt Rockingham Stakes (L) i York.

Atmospheric er meldt i bl.a. Norsk 2000 Guineas, Pilot Fineliner Cup og 3-åringernes Elitlöpning.

Det kan uden tvivl blive meget interessant at se Atmospheric dyste mod Danmarks bedste 3-åring Silca Legend i Norsk 2000 Guineas.

Jacob Johansen var i sadlen på Atmospheric, som fik 25.000 kroner for sejren.

Seneste artikler

Scroll to Top