fbpx

Arqana Breeze Up: Skandinaviske handler for 6,5 millioner kroner

Wido Neuroth står lige nu med den højest handicappede hest i årets svenske Derbyserie, No Short Cuts, og med tilgangen af tre nye 2-årige heste efter Distorted Humor, Night Of Thunder og Speightstown, sættes alt også ind på at vinde Svenskt Derby i 2022.


Lot 37, hingst v. Distorted Humor – Listen A P / A P Indy.

Stall Perlen kan glæde sig til at modtage tre 2-årige Breeze Up-heste fra øverste hylde på Arqanas Breeze Up Sale, der blev afholdt fredag eftermiddag i Doncaster.

Bente og Magne Jordangers irske agent, Peter & Ross Doyle Bloodstock, lagde ud med hammerslaget på lot 37, en brun amerikanskfødt hingst efter Distorted Humor (Forty Niner) ud af den ustartede A P Indy-datter Listen A P.

Hingsten er halvbror til den dobbelte Grade-2-vinder Silentio (Silent Name), der desuden var tredje i Breeders’ Cup Mile (Gr.1) og Shoemaker Mile (Gr.1), og til Belmont Derby Invitational (G1)-2’eren No Word (Silent Name).

Hammeren faldt på 260.000 pund.



Lot 123, hoppe v. Night Of Thunder – Zehrah / Raven’s Pass.

Stall Perlen købte på Arqanas Breeze Up Sale i fjor den smarte hoppe Thunderey (Night Of Thunder), der gik ubesejret igennem sin 2-årssæson og både vandt Amacitalöpning og Svealandlöpning på Bro Park.

Siden har Bente og Magne Jordanger investeret i flere afkom efter Dubawi-sønnen Night Of Thunder, og endnu et blev tilføjet denne eftermiddag.

Peter og Ross Doyle sikrede sig nemlig for 120,000 pund lot 123, en brun hoppe ud af Zehrah (Raven’s Pass), der selv er ud af Listed-vinderen Ahla Wasahl (Dubai Destination) og halvsøster til Glascow Stakes (L)-vinderen Sameem (New Approach).



Lot 158, hingst v. Speightstown – Durga Devi / Galileo.

Endelig blev det også til hammerslaget på lot 158, endnu en amerikanskfødt hingst, denne gang efter Speightstown (Gone West) ud af Galileo-hoppen Durga Devi.

Hingsten er første afkom ud af Durga Devi, der er halvsøster til Breeders’ Cup Juvenile Turf (Gr.1)-vinderen og avlshingsten Wrote (High Chaparral).

Stall Perlen har fem gange tidligere vundet Svenskt Derby på Jägersro. Med Chirac, Valley Chapel, Val De Mar, Handsome Hawk og Appel Au Maitre.

Wido Neuroth har vundet løbet hele 13 gange.

I år står de som før beskrevet med listens nuværende nummer ét, amerikanske No Short Cuts (Will Take Charge), der blev handlet i samme ring under Goffs UKs banner i 2020 – og ovenpå fredagens satsning kan billedet meget vel være det samme igen om 12 måneder.



Lot 11, hingst v. Hard Spun – Floripa / Tapit.

Arqanas skandinaviske agent Morten Buskop stod også for tre handler på vegne af hjemlige kunder.

Først sikrede nordmanden sig for 85,000 pund hammerslaget på lot 11, en skimmel amerikanskfødt søn af Hard Spun (Danzig) ud af Tapit-datteren Floripa.

Floripa startede to gange i USA, og Hard Spun-hingsten er hendes første afkom.

Mormoderen Southern Sonata (Dixieland Band) er vinder i USA og halvsøster til Indian Derby (G2)-vinderen Wilburn, Jockey Club Stakes (G2)-vinderen Beethoven og Listed-vinderen La Apassionata, og tredjemoderen Moonlight Sonata er Grade-3-vinder.

Hard Spun-sønnen, der bl.a. deler far med forrige års svenske Derbyvinder Red Cactus, blev købt af Lone Kaj-Nielsen og går i træning hos Bent Olsen på Klampenborg.


Lot 53, hoppe v. Lope De Vega – Mrs Beeton / Dansili.

Dernæst kom turen til lot 53, en hoppe efter Lope De Vega (Shamardal), som Buskop købte for 82,000 pund på vegne af Christian Elmehagen.

Hoppen er ud af vindende Mrs Beeton (Dansili) og helsøster til Natalma Stakes (G1)-vinderen Capla Temptress, hvilket allerede nu gør hende til at spændende fremtidigt avlsprospekt.



Lot 83, hingst v. Distorted Humor – Samantha Cole / Medaglia d’Oro.

Morten Buskops tredje handel var lot 83, en amerikanskfødt hingst efter Distorted Humor ud af Medaglia d’Oro-hoppen Samantha Nicole, der selv er helsøster til den verdensberømte Preakness Stakes (G1)-vinder Rachel Alexandra.

Hingsten, hvis 3-årige halvsøster Fairchild (Speightstown) havde vundet i USA efter katalogets produktion, blev købt for 70,000 pund på vegne af ejere hos Roy Arne Kvisla på Bro Park.

Totalt set handlede de skandinaviske ejere for et stykke over 6,5 millioner danske kroner i Doncaster – og samtlige heste er tilmeldt Sveriges Derby- og Oaks-serie i 2022.


Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top