fbpx

Arqana Breeze Up: Sea The Moon-hoppe til Stall Perlen og Wido Neuroth

Skandinaviens regerende championejere, Bente og Magne Jordangers Stall Perlen, udvidede fredag deres mægtige 2-årshold hos Wido Neuroth med en hoppe efter Sea The Moon på Arqanas Breeze Up Sale i Deauville.


Reine Des Mers blev købt for 110,000 euro af Stall Perlen og går i træning hos Wido Neuroth. Foto: Arqana.

Gennem Peter & Ross Doyle Bloodstock fik Stall Perlen hammerslaget på 110,000 euro for den tyskopdrættede hoppe, der i forvejen var navngivet Reine Des Mers, og som er forhåndsanmeldt til Sveriges Derby og Oaks-serie i 2023.

Reine Des Mers er søster til to vindere og ud af en Big Shuffle-helsøster til den dobbelte Listed-vinder og tyske 1000 Guineas (Gr.2)-2’er Reine Heureuse, der igen er mor til Gruppe-3-vinderen Reine d’Amour.


Reine Des Mers var lot 50 på Arqanas Breeze Up Sale. Foto: Arqana.

Stall Perlen og Wido Neuroth kender allerede moderlinjen ganske vel, idet en anden søster til deres nyindkøbte hoppes mormor, Reine De Neige, er søster til teamets fremragende championhoppe og femdobbelte Listed-vinder La Zona (Singspiel).

Stall Perlen beholdt selv La Zona efter løbskarrieren, og hun er bl.a. mor til den svenske 2000 Guineas-vinder Everest Voice (Poet’s Voice).

Derudover har Stall Perlen allerede et godt forhold til Lanwades-hingsten Sea The Moon (Sea The Stars), der er far til de norske ejeres svenske Oaks-vinder Nouvelle Lune.

Se Reine Des Mers breeze i Deauville herunder:


Arqanas skandinaviske repræsentant Morten Buskop var i flere omgange tæt på et hammerslag sammen med sin svenske kunde Roland Johansson.

“Vi var underbidders to gange hvor Roland virkelig strakte sig, og den ene af gangene havde vi buddet på 150,000 euro på et afkom efter Siyouni, men blev desværre alligevel slået”, fortæller Buskop på vejen mod Charles de Gaulle.

“Dagen blev alligevel lidt speciel for mig, idet jeg selv var medfremstiller af en 2-årig hingst efter Toronado, som jeg også selv har været med til at opdrætte i Frankrig”, siger Morten og fortsætter:

“Jeg købte moderen til hesten for 19,000 euro og i fjor solgte vi hendes føl – også efter Toronado – for 25,000 euro på Arqanas December Sale. Den 2-årige hingst der breezede i går forsøgte vi at sælge som åring i oktober, men købte ham tilbage for 45,000 euro og sendte ham til Mocklershill”.

“I går blev han solgt for 130,000 euro til Jean-Claude Rouget, og efterfølgende blev vi budt 70,000 euro for moderen og solgte dermed også hende. Vel at mærke i en handel hvor vi kunne beholde hendes føl fra i år, så det blev en mægtig succeshistorie”.

Se Toronado-hingsten breeze herunder:

Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top