fbpx

Amerikanske Little Arabella vandt svensk Auktionsløb på Jägersro

Der er en første gang for alting, og denne søndag blev det første af to svenske auktionsløb vundet af en hoppe født i USA. Sejren gik nemlig til Patrick Wahl-trænede Little Arabella, der kom til verden i Kentucky, men som siden kom til Rävdansens Stuteri med sin mor Sensitized.


Little Arabella vinder Jockeyklubbens Auktionslöpning foran Fredrik Reuterskiölds duo Step Aside og Carter. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Rävdansens Stuteri købte nemlig Sensitized (Street Sense) for 15,000 USD på Keenelands November Sale i 2019. Hoppen var i fol ved Karakontie (Bernstein) og bar altså Little Arabella i maven.

Efter folingen blev Sensitized sendt til bedækning ved Air Force Blue (War Front), og efter hun var konstateret drægtig blev både hoppe og føl importeret til Sverige.


Oliver Wilson lykønskes af Patrick Wahl efter auktionsløbssejren med Little Arabella. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Resultatet af bedækningen ved Air Force Blue blev hoppen Jessamine, som nu er åring, og i år har Sensitized også fået et hingstføl efter Swipe (Birdstone), der er navngivet Del Mar.

Oliver Wilson var i bøjlerne på den svenske auktionsløbsvinder, som trænes på Bro Park af Patrick Wahl for Global Farm AB.


Fast Forward og Valmir de Azeredo. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Søndagen på Jägersro bød bl.a. også på de 3-årige sprinteres Rosengårdlöpning over 1200 meter, hvor Fredrik Reuterskiölds Fast Forward (Reliable Man) var tilbage til niveauet fra 2-årssæsonen og vandt ganske overlegent foran Brian Wilsons Thatsthefinest (Camacho) og Bettina Andersens Never Pass Me (No Nay Never).

Brian Wilson vandt siden med Umissedaspot (Helsinki).


No Short Cuts besejrer Stroxx Carlras. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Wido Neuroth, Jan-Erik Neuroth og Stall Perlen blev dobbelt-vindere denne søndag. Først med No Short Cuts (Will Take Charge), der i Luca Brasi Cup nedkæmpede Stroxx Carlras (Footstepsinthesand) i en yderst seværdig opløbskamp.

Vinderen bar fem mindre på ryggen end Stroxx Carlras, hvilket også tyder på, at sidstnævnte efterhånden er tilbage til fordums styrke.


Downtown Leo og Jan-Erik Neuroth. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Neuroths anden dagssejr kom i hus med 3-årige Downtown Leo (Speightstown) i et Guldhandicap mod ældre konkurrenter.


Beck og Carlos Lopez. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Løbsdagen blev afrundet med to gode maidenvindere blandt den yngste årgang.

Først var det Susanne Berneklints Beck (Dawn Approach) der vandt over 1600 meter, og derefter debutsejrede Lennart J:r Reuterskiölds Spinwell (Make Believe).


Jacob Johansen rider Spinwell til en sikker maidensejr. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top