Vejrguderne var bestemt ikke med Jägersro søndag eftermiddag, hvor Derbybanen i Malmö måtte afvikle sine løb i regnvejr og tæt tåge.
Løbsdagen bød på flere fine præstationer, men blev desværre overskygget af et dramatisk styrt i den sidste afdeling af V4, hvor fire ryttere styrtede.
Uheldet skete på vej ind det første sving efter starten på det 1730 meter lange opgør. Der blev kæmpet meget om positionerne indvendigt i banen, og pludselig var der ingen plads til Cuty Apache med Max W. Friberg, der styrtede og tog to andre heste med sig – Escapist med Ricardo Ramallo og Carnet Apache med Nathalie Mortensen. Samtidig faldt Therese Hansson også af Spartacus Sun.
Værst gik det ud over Max W. Friberg, der længe blev liggende på banen og blev tilset af ambulancefolk, inden han blev kørt til sygehuset. Heldigvis var den unge amatørrytter hele tiden ved bevidsthed og havde føling i kroppen, og umiddelbart slipper Friberg fra uheldet med en hjernerystelse og tab af en række tænder.
De øvrige ryttere klarede sig uden større skader, og løbet blev som følge af uheldet helt aflyst. Årets mest vindende amatørrytter i Skandinavien, Anna Pilroth, erkendte efterfølgende at have startet kædereaktionen på ryggen af Swedish Time, og den rutinerede rytter blev idømt en måneds rideforbud.

























