Ole Larsens 2-årige All Time High var en yderst overlegen vinder af Basnæsløb, det længste løb for de 2-årige heste i Danmark. Sikker sejr til Invictress og Kim Andersen i Sceptre Stakes. Hot Fan vandt let Hofjuveler Hertz Ærespræmie for andet år i træk. 2 sejre til Kim Andersen.
Basnæsløb er kendt som en styrkeprøve for de 2-årige heste, der næste år skal ud og dyste over distancerne i bl.a. Derby og St. Leger.
Dette års 6 deltagere var alle danskopdrættede, idet Nils Lindgren-trænede Polish Panter var udgået. Brian Wilson mødte op med 2 deltagere, nemlig Shoot A Line og favoritten Ladies First, der efter flotte præstationer og senest en 3. plads i Kriteriet, var på de flestes læber.
Men da det kom til stykket, var der ingen af disse der kunne give den mindste modstand til Ole Larsens All Time High, der i opløbet trak fra til en meget overlegen sejr.
Der var til gengæld kamp om de næste pladser, som blev taget af provinsens Granny´s Pearl/Meacock. Danish Design, der lå noget efter på bagsiden, sluttede godt af som tredje før Ladies First, der aldrig sås med chance.
Sejren med All Time High blev Ole Larsens tredje Basnæs-sejr i træk – I 1996 vandt han med Famous Grouse, og sidste år red Suzanne Rawlinson Master Key først over stregen.
Suveræne Invictress
Sceptre Stakes over 2400 meter for de 3-årige og ældre hopper har altid været et prestigefyldt løb – de sidste to år er løbet blevet vundet af Skandinaviens to bedste hopper, In Waiting og Kutbeya.
I år var feltet reduceret til kun 4 heste – Oaks-vinderen Invictress, Derby-femmeren O´Kelly, Ole Larsens 5-årige Grande Fille og den svenske gæst Cimerina.
Stephen Meacock på ryggen af O´Kelly lagde et hårdt tempo rundt tribunesvinget og tog et par længders føring på bagsiden. Grande Fille kom op på på siden og de to heste fortsatte det gode tempo.
Ind på opløbsstrækningen mistede både O´Kelly og Grande Fille pusten, og det udviklede sig til en kamp mellem helt udvendige Invictress og Cimerina.
Luis Santos sloges godt for det på ryggen af Cimerina, men Kim Andersen sad på en bedre hest, og kunne på det sidste stykke trække fra til en sikker sejr.
O´Kelly sluttede som tredje, og en del efter kom Grande Fille.
Det var 3. sejr på stribe for Invictress, der var ubesejret som 2-åring og nu har vundet i alt 5 sejre i karrieren.
Hoppen er ejet af Stald Can, der kan sole sig af at have Danmarks absolut to bedste hopper i Flyamore og Invictress.
Flyamore skal i øvrigt senere på måneden starte i Frankrig, nærmere betegnet i “Prix Casimir Delamarre (L)” på Longchamp i Paris.
Søren Jensen træner begge heste.
Dagen i øvrigt
Lone Graversen fik tidligere på sæsonen amatørtræner-licens, og genoptog således en glorværdig trænerkarriere.
Der står ikke så mange heste i stalden, men alligevel har comeback´et givet succes.
Sidste uge vandt hendes søn Mark Larsen på staldens 2-årige Fly High, og i dag blev det endelig til sejr for Dreamer, der efter 3 andenpladser på stribe vandt yderst overlegent for Kim Andersen.
Dreamer er efter Muthhil – Dreamer´s Row, og er opdrættet af Stutteri Skovmarken, der også står bag Kriterie-vinderen Cut Legend.
Hofjuveler Hertz Ærespræmie, er et prestigefyldt løb for de 3-årige og ældre heste i Klasse 2, og sidste års vinder Hot Fan var igen til start.
Hot Fan har startet 8 gange i år, dog uden at vinde, og sidste års store succes med 3 sejre er ikke rigtig blevet fulgt op i 1998.
Men i dag var der ingen der kunne stoppe Hot Fan, der med Luis Santos i sadlen tog en tidlig føring og holdt denne hele vejen til mål. Svenske Splinter var tættest vinderen, dog uden at true.
Hot Fan trænes af Silke Pieterse, der i sin stald også råder over Hot Fan´s søstre Princess Dawn og Danse du Feu.
“Uheldig” dag for Kim Andersen
Championjockey Kim Andersen havde, trods 2 sejre i 2-årsløbet og Sceptre Stakes, ikke en alt for heldig dag.
Halvdelen af de heste han skulle have redet, var nemlig udgået.
I 2. løb nåede Kim helt ned til startboksen, da han måtte stå af Grey Diamond, der havde pådraget sig en skade.

























