Aliveandkicking overbevisende igen

Den 3-årige danskfødte hingst Aliveandkicking leverede endnu en flot præstation, da han under Maria Österberg vandt let med 4,5 længder i Treårslöpning på Täby.

Aliveandkicking, der trænes af Bruno Nilsson, har udviklet sig fremragende de seneste måneder og kan blive et interessant klassisk emne, såfrremt han kan holde vinterformen ved lige.

Aliveandkicking er opdrættet på York Stutteri og er ud af Richard Of York – No Limit v. Prince Mab. Moderen No Limit vandt som aktiv et enkelt løb og var placeret 2. i Dansk Avlsløb.

Hun er bl.a. søster til 2000 Guineas-vinderen Mr Loophole og den svenske derbyvinder Kvicken. I avlen har hun ud af fem føl haft to startende afkom, hvoraf Aliveandkicking har vist sig at være den bedste.

Interessant er det også, at den brune hingst er opdrættet på det nye kryds over York Stutteris nuværende hingst Richard Of York, og stutteriets forhenværende hingst Prince Mab.

Dette kryds har allerede vist sig at være velfungerende i form af sidste års Kriteriums-vinder, Princess Royal.

Fra Täby kan det videre berettes, at den nye publikumsfavorit, Lammtarra-sønnen Alseef, vandt for femte gang ud af lige så mange mulige.
Alseef sejrede denne gang i Silverhandikap over 1600 meter med lærlingen Caroline Bolmström på ryggen.

Kim Andersen var som sædvanlig i vindercirklen et par gange, og sejrede denne søndag med henholdsvis med Manaawel og Camlachie.

Også Jacob Johansen tegnede sig for en enkelt sejr, på ryggen af den lovende debutant By The Book. By The Book ejes af Stall Kebo og trænes af Jacob Johansens arbejdsgiver Michael Kahn.

Seneste artikler

Scroll to Top