Alcohuaz og Luca Brasi skinnede om kap med solen

Både Lennart Reuterskiöld Jr’s stjernesprinter Alcohuaz og Francisco Castros forsvarende Pramms-vinder Luca Brasi gjorde søndagens væddeløb på Jägersro til noget specielt. Begge heste viste sig for første gang i 2011, og begge vandt på besnærende vis hver deres forprøve til den store Pramms-dag fredag den 13. maj.


7-årige Luca Brasi debuterede i Kvarnbylöpning over 1600 meter i fjor, og efter en let sejr der gik han siden direkte ud og triumferede i millionopgøret Pramms Memorial (L). Singspiel-sønnen havde ikke startet siden Stockholms Stora Pris (L) i fjor, hvor han sluttede sidst og skadet gennem mål, men Francisco Castro fik denne søndag bevist, at Luca Brasi er vel tilbage og måske endda bedre end nogensinde tidligere.

Castros førstejockey Elione Chaves, der her red Luca Brasi for første gang i løb, lagde forsigtigt fra start og parret var bagest i feltet rundt det første sving. Allerede ud på bagsiden tog Luca Brasi dog fat i biddet og overtog friskt pullende fronten. Ind i opløbet angreb Amazing Tiger fint udvendigt, men Chaves så aldrig ud til at være nervøs for at miste overblikket og Luca Brasi vandt til slut også let med trekvart længde. Amazing Tiger snuppede andenpladsen, mens Luca Brasis staldkammerat Highway blev tredje.

Sejren i Kvarnby-löpning ver 50.000 kroner værd for Luca Brasi, der allerede forinden havde rundet en samlet præmiesum på 2,6 millioner svenske kroner. Næste stop for Mac Racing og Stall Chickens dirt-stjerne bliver naturligvis titelforsvaret i Pramms Memorial (L) den 13. maj – et løb der naturligvis hører til et af forårets absolutte højdepunkter i den skandinaviske galopkalender.


Alcohuaz skarpere end i fjor

Den 13. maj rides også Lanwades Stud Jägersro Sprint (L) over 1200 meter, og her får Zawawi Racings chilenskfødte fartfænomen Alcohuaz uden tvivl en hovedrolle. De to foregående år har Alcohuaz først rigtigt ramt formen ud på sommeren og efteråret, men i år har træner Lennart Reuterskiöld Jr fundet hestens melodi fra dag ét, og under Jacob Johansen vandt Alcohuaz en let sejr i Husielöpning over 1000 meter foran Dominant Fellow og dennes staldkammerat Tertio Bloom.

6-årige Alcohuaz blev bedre for hver start i fjor, hvor han efter at have vundet Zawawi Cup (L) på Jägersro og Täby Open Sprint Championship (L) ï Stockholm sluttede sæsonen af med først en Listed-sejr og dernæst en Listed-andenplads i Frankrig.

Alcohuaz bliver nu den helt store favorit til sejren i Lanwades Stud Jägersro Sprint (L) den 13. maj, og med yderligere skarphed ovenpå årets første start, bliver Merchant Of Venice-sønnen med et godt startspor ikke let at besejre.

Seneste artikler

Scroll to Top