I forbindelse med det forestående Scandinavian Open Yearling Sale, som finder sted fredag den 20. september på York Stutteri, foretager Dansk Galop en propositionsændring i Auktionsløbet, som både sælgere og købere skal være opmærksomme på.
De fire punkter, som udgives i forbindelse med de ændrede propositioner lydes således:
Følgende gælder for at være berettiget til at deltage i Auktionsløbet:
- Fremstillet i ringen på åringsauktionen – og solgt i ringen
- Såfremt hesten ikke sælges i ringen, men sælges og ejerskiftes efterfølgende, og inden 1. forfeit til Auktionsløbet, skal hesten faktureres inkl. auktionssalær gennem Dansk Galop, for at kunne deltage i Auktionsløbet.
- Heste, der er fremstillet i ringen på åringsauktionen, men solgt og ejerskiftet efter 1. forfeit til Auktionsløbet, er berettiget til at være med i Auktionsløbet.
- Heste, der er fremstillet i ringen på åringsauktionen, men ikke er ejerskiftet, er berettiget til at være med i Auktionsløbet.
De fire ovenstående punkter kan brydes ned til, at Dansk Galop i sin finansiering af åringsauktionen og hele arrangementet omkring den, også er afhængig af det auktionssalær, som køber betaler når en åring sælges på auktionen.

“Regelændringen er indført med henblik på, at de handler som ofte sker på staldgangen efter en hest ikke er blevet solgt, bliver registreret gennem auktionen på samme måde som hvis den var blevet solgt i ringen”, forklarer Dansk Galops direktør Henrik Villadsen.
“Det er i vores allesammens interesse, at vi kan opretholde en stærk økonomi omkring Scandinavian Open Yearling Sale, idet overskuddet fra auktionen går direkte tilbage til fuldblodssporten”.
“Vi oplever hvert år, at en del åringer sælges privat kort tid efter de har forladt auktionsringen, og disse åringer har hidtil været med i Auktionsløbet på samme vilkår som dem, der er blevet handlet i ringen. For at udligne dette misforhold, har vi valgt at foretage en regelændring, og det er sket efter at have konsulteret en række af auktionens vanlige sælgere og købere, samt internationale auktionshuse”, uddyber Villadsen.
Gennem denne konsultation er der også blevet tænkt videre ud i fremtiden, for hvad hvis opdrætteren fx først sælger hesten efter første forfeit til auktionsløbet og køberen dermed ikke betaler auktionssalæret?
“Ja, så er hesten med udgangspunkt i punkt 3 stadigvæk berettiget til at starte i Auktionsløbet, også selv om der ikke er betalt auktionssalær. På den måde beskytter vi også opdrætterne og sørger for, at selv om de ikke får solgt deres hest på auktionen eller i månederne derefter, så har de stadigvæk en attraktiv vare med engagement i Skandinaviens bedst betalte 2-årsløb”, afslutter Henrik Villadsen.
Den ændrede proposition for Dansk Galops Auktionsløb 2025 vil officielt fremgå i auktionskataloget, som publiceres i slutningen af august.
Opkrævning af salær ved salg på ‘staldgangen’ er i øvrigt normal praksis på internationale auktioner, hvor begrebet kaldes for ‘Private Sale’ eller ‘PS’.
