Årgang ’26: Iron Butterfly har fået en datter

Fredag aften kl. 21:50 fik York Stutteri skudt årets folingssæson i gang, da Derby-, Guineas-, Breeders’- og Listed-vinderen Iron Butterfly nedkom med en hoppe efter Shadwells dobbelte Gruppe-1-vinder Mostahdaf.

Iron Butterfly med sit hoppeføl efter Mostahdaf. Foto: York Stutteri.

Iron Butterfly (Swipe) fik sit første i fjor, en hingst efter den franske Derbyvinder Study Of Man (Deep Impact), og hun blev igen bedækket i England inden hjemturen til sit nye hjem på York Stutteri, hvor hun ejes af Breeding & Racing I/S.

Valget faldt i fjor på Frankel-sønnen Mostahdaf, der som 5-årig både vandt Juddmonte International Stakes (Gr.1) i York og Prince Of Wales’s Stakes (Gr.1) under Royal Ascot, inden han i 2024 indledte sin karriere i avlen på Beech House Stud til en bedækningspris på £15,000.


Mostahdaf (Frankel – Hansassa / Dubawi). Foto: Shadwell.

Iron Butterfly vandt ni af sine 23 starter i en karriere som spandt fra 2- til og med 5-årssæsonen, og hun indløb små 3,5 millioner svenske kronor i Niels Petersens varetægt.

Hoppens største præmiemæssige triumf kom i 2021-udgaven af The Macallan Dansk Derby, hvor hun med tre sikre længder henviste Go On Carlras (Harzand) og Good Fortune (Appel Au Maitre) til de nærmeste pladser.

Foruden sejrene i Lanwades Stud Stakes (L), Dansk Derby, Dansk Breeders’ Cup, Breeders’ Prize Classic og Sceptre Stakes, var Iron Butterfly anden i Breeders’ Trophy Classic og Fawzia Stakes, tredje i Scandinavian Open Championship (Gr.3) samt fjerde i Balanchine Stakes (Gr.2) på Meydan, og hun opnåede som bedst et generalhandicap på 90.


Iron Butterfly og Carlos Lopez – overlegne vindere af The Macallan Dansk Derby 2021. Foto: Burt Seeger.

Kun to gange startede hun på dirt track: Da hun vandt i debuten som 2-årig hjemme på Øvrevoll, samt i 2023-udgaven af Margareta Wettermarks Minneslöpning på Jägersro, hvor hun var anden bag Mystery Night(Night Of Thunder).

Iron Butterfly er ud af Rävdansens fantastiske producer Flip Flopping Fly (Orientate) og dermed halvsøster til bl.a. Queens (Philomatheia) – moderen til forrige års danske Derby- og dobbelte 2000 Guineas-vinder Brigadier (Moohaajim).

Iron Butterfly bliver i år hjemme på stutteriet og bedækkes ved Courage Under Fire (War Front, red.)”, fortæller Alexander Elsass til GalopSport.


Iron Butterfly med sit hoppeføl efter Mostahdaf. Foto: York Stutteri.

Seneste artikler

Scroll to Top