Efter senest at have været anden bag Thunder Sea i den norske pendant på Øvrevolls Derbydag, lykkedes det søndag for Silja Størens norske 1000 Guineas-vinder at få ram på de bedste ældre milerhopper i Skandinavien. Capitana Bling slog nemlig Tina Mortensens Blueridge Silver små fire længder i Lanwades Stud Stakes (L) på Bro Park.
Capitana Bling (Invincible Army) og Blueridge Silver (Siyouni) dominerede opgøret fra start til mål, og efter at have set hinanden lidt an i begyndelsen af løbet, overgav Per-Anders Gråberg føringen til Manuel Martinez på den senere vinder.
Capitana Bling kom først ind på den lige bane, og herfra trak hun yderligere fra Blueridge Silver, som også forsvarede sig glimrende mod afslutningen, hvor Thunder Sea (Night Of Thunder) afsluttede stærkt uden at kunne fravriste den danskejede hoppe andenpladsen.
Som fjerde og femte fulgte Una Matina (Golden Horn) og Expert Advice (Expert Eye).
Capitana Bling sikrede sig en førstepræmie på 275.000 svenske kronor til Stall Flax, og hun må siges at have haft en fremragende 3-årssæson i 2025 med tre sejre og to andenpladser i syv starter, og med næsten en million i samlet præmiesum for året.
Også Blueridge Silver vendte tilbage til den gode form, som i foråret gav hende andenpladsen i Bloomers’ Vase (L) bag Una Matina, men igen mødte hun en enkelt konkurrent, som bare var bedre på dagen.


























