Mandag var en sorgens dag i fransk galopsport, efter den blot 21-årige franske jockeylærling Benjamin Boutin døde grundet de kvæstelser han pådrog sin ved et fatalt styrt på banen Argentin i Normandiet lørdag eftermiddag.
Boutin var i sadlen på sin læremester Pascal Barys Game Of Legs i et løb forbeholdt lærlinge, og han lå længe bevidstløs på banen efter at fire heste styrtede. Søndag blev han overført til intensivafdelingen i Alencon, hvor han mandag morgen gik bort.
Samtlige jockeys på Lyon Parrilly red i dag med sørgebind, heriblandt den danske lærling Oliver Wilson, som var i aktion på ryggen af Iben og Morten Buskops to heste Simbad og Beat Baby. Simbad sluttede uplaceret, mens Beat Baby blev femte.
Formanden for den franske jockeyforening, Ronan Thomas, udtalte til den internationale presse, at hændelsen og dødsfaldet ikke har kunne undgå at påvirke hele sporten. I samme åndedrag forklarede Ronan Thomas, at der behøves endnu mere fokus på både sikkerheden og lægehjælpen.
Netop sikkerheden for rytterne og muligheden for at blive tilset af en læge umiddelbart efter et styrt har også længe været et stort emne på de skandinaviske baner, og i dag er der stort set ingen jockeys der ønsker at ride, med mindre der er en uddannet læge tilstede på væddeløbsdagene.
Benjamin Boutin havde inden han startede samarbejdet med Pascal Bary redet ud for Cedric Boutin i Chantilly. Den 21-årige lærling nåede at ride 14 vindere, heraf otte i 2011.

























