Troy Pengkerego blev med to vindere den mest vindende jockey på Jägersro onsdag aften. Troy vandt April-Löpning på ryggen af Yankee Bloom, der kom med en fjerdeplads fra Åbningsløb i København i bagagen.
Yankee Bloom sejrede med en længde foran Bluebell Wood/Nicholas Cordrey og El Corazon/Fernando Diaz.
Dagens anden sejr for Pengkerego kom i Lomma-Handicap, hvor han red outsideren Blackbush til sikker sejr foran Mazil.
De danske ryttere Kim Andersen, Nicholas Cordrey og Sara Slot vandt hver en enkelt sejr.
Mark Larsen kom til skade med knæet under afviklingen af tirsdagens løb på Täby og kunne ikke ride på Jägersro.
Dette kostede ham to vindere, idet Troy Pengkerego overtog ridtet på Yankee Bloom, og Kim Andersen sad op på Soroor som vandt Skrävlinge-Löpning.
Dagens bedst betalte opgør på Jägersro var Vårmile over 1600 meter.
Det kun fire heste store felt bestod af kapaciteter som Royal Dancer, Cyber World, Inchrory og Balfour, og det blev førstnævnte der trak sig sejrrigt ud.
Under Gunnar Nordling vandt Royal Dancer let med to længder foran Cyber World, mens Inchrory med topvægt ikke kunne være med i afgørelsen.
Den 8-årige hingst sluttede på tredjepladsen, syv længder efter Royal Dancer.

























