Mandag den 22. april blev en sort dag for Sheikh Mohammeds Godolphin Corporation.
11 heste trænet af Mahmood Al Zarooni i Newmarket er blevet testet positive for brug af anabolske steroider, heriblandt den ubesejrede hoppe Certify (Elusive Quality), der nu er blevet udelukket fra at starte i næste uges engelske 1000 Guineas (Gr.1), og Goodwood Cup (Gr.2)-vinderen Opinion Poll.
Mahmood Al Zarooni har overfor disciplinærkomiteen i British Horseracing Board indrømmet brugen af de anabolske steroider, og i en officiel meddelelse har han udtalt, at han er ked af forseelsen og den skam den har bragt over Sheikh Mohammed og hele galopsporten generelt.
Godolphins racing manager, Simon Crisford, udtaler at nyheden om dopingskandalen har rystet hele Godolphin-teamet, og Sheikh Mohammed har med det samme beordret en rapport over de nuværende rutiner og kontroller indenfor verdens største væddeløbsstald.
Mahmood Al Zarooni, der mere eller mindre har kørt Godolphins mangeårige cheftræner, Saeed bin Suroor, ud på et sidespor i løbet af de seneste tre år via sine storartede resultater i både Europa og Dubai, risikerer højst sandsynligt at få frataget sin licens på livstid for forseelsen – og chancen for, at han forbliver under Sheikh Mohammeds fane må antages at være meget små.
Zarooni udtaler selv officielt, at han handlede i god tro, da han ikke vidste at anabolske steroider var ulovlige på heste der ikke er i gang med løbssæsonen. Træneren vandt i fjor Dubai World Cup med Godolphins Monterosso, ligesom han står bag vindere af Gruppe-1-opgørene 1,000 Guineas og St. Leger, samt Irish Oaks og Deutsches Derby.

























