fbpx

Tre brødre – tre championater

“Som brødre vi dele”, lyder ordsproget, og det har de tre drenge Marc, Nicolaj og Kevin i dén grad levet op til i den nu forgangne fuldblodssæson på Jydsk Væddeløbsbane. Marc blev championtræner, Nicolaj championjockey og Kevin championlærling.


Med syv sejre i 35 starter og en samlet præmiesum på 293.950 kroner vandt Marc Stott trænerchampionatet med 21.350 kroner mere på kontoen end lokale Birgitte Nielsen, der ellers sadlede en enkelt vinder mere end sin tidligere førstejockey.

Tredjepladsen gik til Christina Borreby, der kun havde to starter med Special Grey, som til gengæld vandt det vigtigste løb af dem alle – Jyllandsløbet.

Nicolaj Stott var med sine 10 sejre helt suveræn blandt de professionelle jockeys, efterfulgt af Jacob Johansen med tre og Marcos Robaldo med to vindere. Nicolaj red også klart flest præmier ind med 286.700 kroner samlet.

Svenske Malin Holmberg red vindere på samlebånd i Provinsen, men det var før hun skiftede sin amatørlicens ud med en lærlingekontrakt, og selv om hun var i front før årets sidste løbsdag i lørdags, måtte hun alligevel nøjes med andenpladsen i Jydsk Væddeløbsbanes lærlingechampionat.

For her kom Kevin Stott nemlig på gæstevisit og vandt med sin storebrors Armagnac, hvilket sikrede ham den endelige sejr.

Kevin opnåede tre sejre og tre tredjepladser i ni ridt, mens Malin fik to sejre, en anden- og seks tredjepladser i 16 ridt.

Tredjepladsen blev indtaget af Francis Waweru med en enkelt sejr og to tredjepladser i fem ridt.

Amatørrytterchampionatet tilfalder nok engang Lea Olsen, men denne gang var det i form af flest andenpladser, idet både hun, Linda Bro og Pia Gram opnåede at ride tre vindere i sæsonen.

Lea red seks andenpladser, hvorimod det kun blev til en enkelt til Linda og Pia.

Lea Olsen kunne tilmed glæde sig over, at hendes egenejede Wide Ranging blev kåret som Årets Galophest på Jydsk Væddeløbsbane.

Championatsfesten i Århus finder sted lørdag den 23. januar.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top