fbpx

Sveriges topstutteri stormer fremad

Rävdansen er Sveriges største fuldblodsstutteri, og alt imens fremgangene fortsætter på de skandinaviske væddeløbsbaner for både stutteriets afkom og avlshingste, heriblandt Eishin Dunkirk, har første halvdel af 2015 været en stor succes på gården hos Berit og Ivan Sjöberg.


“Vi fik vores sidste føl den 15. maj. Vi ventede 21 føl i alt og de kom alle sammen som planlagt. 14 hingste og syv hopper”, fortæller Ivan Sjöberg til Galopsport.dk.

“Bedækningssæsonen er også ved at nå sin ende, og både Eishin Dunkirk og vores nye avlshingst, Barocci, har bedækket ca. 30 hopper hver. Philomatheia har dog fået færre hopper end sidste år, hvor han bedækkede 22. Sidste års bedækninger resulterede dog i 21 føl, så 2015-årgangen bliver hans klart største til dato”, fortsætter Sjöberg, der glæder sig over support til hingsten fra både Nils Petter Gill og norske Tom Erik Kjeseth (Stall EOS).

“Barocci og Eishin Dunkirk har i år bedækket en række virkeig fine hopper fra både Norge og Danmark. Rune Haugen, Fredensborgs Stutteri, Espen Ski, Elkær Stutteri, IC Racing Stud med flere”, opremser Ivan Sjöberg, der ligeledes glæder sig over sin avlshoppe Lolla’s Spirit (Montjeu), idet hendes første afkom, Loving Spirit (Azamour) i sidste måned vandt et stort handicap på Chester i England.

“Loving Spirit løb blandt andet imod Frankel i 2000 Guineas (Gr.1) som 3-årig. Han vandt senest over 1500 meter mod 12 konkurrenter og tjente 29,000 sterling”, fortæller opdrætteren, der i år har en hoppeåring ud af Lolla’s Spirit efter Bated Breath.

“Vi har i år besluttet at sende to af vores åringer til auktionen i Danmark, mens 10 åringer fremstilles i Stockholm. Jeg er spændt på at se, hvordan det kommer til at gå”, slutter Ivan Sjöberg.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top