fbpx

Out and about med Bundgaard 19

Bettina Andersens lærling Ulrikke Nielsen er ikke bygget på skånekost. Efter styrtet på Jägersro i torsdags, har hun meldt sig klar til at ride på lørdag i Aarhus.

Ulrikke Nielsen skal ride hestene Crafty Cleaner og Emmy’s Lane. Der er fire galopløb i Aarhus på lørdag med 28 heste eller en startfrekvens på syv i gennemsnit. Hovedløbet er 2-åringernes Stayerprøve over 1350 meter, med Cabanac/Jacob Johansen som et godt bud på vinderen.


Med sit triumftog i Klampenborgs iKeyVet Auktionsløb med de fire første heste i mål, passerede Bent Olsen de fire millioner kroner i præmier til stalden i år. Trænerens heste har totalt vundet 4.107.894 kroner, og der er fortsat snor i sidste års cifres 4.579.325 kroner. Bent Olsen genvinder både landschampionatet og trænerchampionatet i Klampenborg. Olsen har aktuelt sin bedste sejrsprocent i flere sæsoner med 14,53 procent.


Bent Olsens hjemmebane holder løbsfri i den kommende uge, men det betyder ikke, at der ikke kommer tilskuere på banen. Klampenborg Galopbane byder på søndag indenfor til både Prix de l’Arc De Triomphe-festen i Paris samt Norsk Breeders’ Prize på Øvrevoll. Der er mulighed for at spille med i totalisatoren og nyde både vådt og tørt i banens Owners’ & Trainers’ Lounge. Dørene åbnes kl. 12.00.


Med storløbssejrene i lørdags i Klampenborg passerede Jägersro-træneren Jessica Long fire millioner svenske kroner i præmier til staldens heste i 2015. Hun er nummer to i den svenske trænerliga, som føres af Lennart Reuterskiöld Jr med 4.401.362 skr. ”Junior” har for tredje år i træk en sejrsprocent, på den glade side af 20.


Det er noget af en frokostanretning på Täby på onsdag. Klampenborgs dobbelte jockeychampion Oliver Wilson er en efterspurgt herre i den svenske hovedstad med syv ridt i på programmet.


Øvrevoll varmer op til den store Breeders’-dag på søndag med lunchløb på fredag. Der er stenhård kamp om trænerchampionatet, hvor Rune Haugen fronter med 2.416.170 nkr. foran Niels Petersens 2.367.760 nkr. Til gengæld er der ingen tvivl i banens jockeyliga, hvor Carlos Lopez har uddelt lektioner i omgange. Han har vundet 34 løb i Oslo i år, dobbelt så mange Elione Chaves på andenpladsen.


Seksårige Ali Hope har skiftet træningskvarter, farvel til Ann-Charlotte Nielsen og goddag til Bodil Blomqvist i Sverige. “Det skyldes ikke utilfredshed med min datter”, fortæller ejeren Villy Nielsen. “Årsagen er, at hesten skal forberedes til hækkeløb, og det kan vi ikke herhjemme. Det er Anna Pilroth som skal ride ham i hækkeløbene, som hun har gjort så fint tidligere”, beretter Villy Nielsen. “Jeg synes det er synd, at der ikke er hækkeløb i Danmark, og jeg savner også salgsløbene herhjemme. Lidt fornyelse skader ikke”, mener Villy Nielsen.


Fynboen Marc Stott har allerede fordoblet sine cifre i år i forhold til trænerstarten i fjor, hvor han ellers lagde for med 690.801 kroner. Marc Stott-trænede heste har i år indløbet 1.714.877 kroner. På søndag lukker staldens fløjhest Dark Eagle sæsonen med starten i det norske Breeders’ Prize Classic. Marc Stotts heste har vundet mere end samtlige professionelle fynske trav- og galoptrænere tilsammen.


Dark Eagles ejerkreds, Odessa Racing Club, valgte ikke uventet at investere i nyt blod ved den formidable auktion på York i fredags. Der var dog et enkelt rids i lakken på auktionen. Jes Henneberg fra Odessa Racing Club fik hammerslaget for 70.000 kroner for auktionens enlige Diktat-afkom, men, men, men. Sælgeren havde reservepris på 130.000 kroner, men sedlen med reserveprisen kom ikke frem til auktionarius, og så var gode råd dyre. Unghesten gik derfor tilbage for 60.000 kroner, men hesten kom alligevel med hjem til Marc Stott, da sælger og Odessa Racing Club indgik forlig med Alexander Elsass som formidler.


Den tidligere jockey Beatrice Marsing var blandt køberne på årringsauktionen, og det blev en dejlig weekend for hendes familie. Lørdag satte ”Trisse” V5’eren i Klampenborg, og samme aften sejrede hendes datter Nicole Marsing i stor stil på travbanen i Lunden med egentrænede Rio de Janeiro, som vandt for femte gange i år, og nu er sæsonens næstmest sejrende hest på Charlottenlund Travbane. Alsidige Nicole Marsing magter både sulkyløb og monteløb, og hun har også tidligere redet galopløb med to femtepladser i to ridt.


På et møde i Odense mandag formiddag bekendtgjorde Dansk Travsports Centralforbund og Dansk Galop, at de to organisationer på torsdag den 1. oktober vil indstille til Hestesportens Finansieringsfond (HFF), at såvel præmietilskud som driftstilskud annulleres for Fyens Væddeløbsbane og travbanen i Nykøbing Falster.

Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top