fbpx

Lars Kelp bliver træner igen

Efter i snart syv år at have levet i en kuffert, har Lars Kelp besluttet at vende tilbage til trænerfaget. Det bliver med base på den nye Bro Park udenfor Stockholm, som i 2016 overtager fra Täby.


Ifølge Kelp bliver Bro Park så god, at træningsfaciliteterne når samme højder som de største steder i USA, Europa og Asien.

“Det er bestemt ikke nogen nyere tanke for mig at blive træner igen. Jeg har faktisk overvejet det igennem flere år, og da det nye projekt på Bro Park blev offentliggjort, tilførte det bare ekstra benzin til gløden”, fortæller Lars Kelp.

Danskeren har tidligere været professionel træner i flere omgange i både Danmark, Sverige, Norge og Tyskland.

Hans seneste træningskvarter var på Klampenborg Galopbane, hvor han i løbet af få år fik etableret én af Skandinaviens mest succesrige stalde med topnavne som Binary File, Mambo King, La Petite Chinoise, Alpacco og Calrissian som bærende navne.

“I månederne op til min afslutning som træner vandt Alpacco Valley Chapel Memorial (Gr.3), og den allersidste start resulterede i en Gruppe-3-sejr til Calrissian på Stockholm Cup-dagen i 2008. Følelsen af at se sine heste vinde storløb har jeg savnet lige siden”, fortæller Kelp.


Hvorfor stoppe som træner?

Lars Kelp stoppede rent faktisk som træner på et tidspunkt hvor alt så ud til at gå i den rigtige retning. Der var gode heste i stalden og offervillige hesteejere – så hvorfor stoppede han?

“Jeg har fået det spørgsmål mange gange. Grunden til, at jeg valgte at stoppe trænervirksomheden var, at der var boksmangel på Klampenborg. Jeg var bundet til kun at have 20 bokse og kunne ikke udvide forretningen. Samtidig kom finanskrisen og den tog hårdt på godt 50% af mine eksisterende kunder. Men tungen på vægtskålen var, at jeg fortsat var videbegærlig og ønskede at lære mere omkring auktionsverdenen, opdræt af heste og generelt omkring hele galopsporten”.


“Hele mit liv drejer sig om, hvordan man får en hest ind i vindercirklen”.
Lars Kelp.


“For at være lidt filosofisk, så er det jo derfor jeg har brugt mere end 40 år på at uddanne mig på mange forskellige områder inden for galopsporten. Jeg har studeret foder, arbejdet med kiropraktik og fysioterapi, specialiseret mig indenfor behandling af hove og meget mere”.


“Det er et liv i en kuffert”

“De seneste syv år har været utrolig spændende med utallige rejser, og galopsporten har bragt mig fra min bopæl i Norge til mange af de mest prestigefylde auktioner og væddeløbsbaner i alle verdenshjørner”, fortsætter Lars Kelp, som foruden de traditionsrige europæiske salgsarenaer i England, Irland, Frankrig og Tyskland har været fast kunde på auktioner i USA, Sydamerika, Sydafrika og Asien.

“Med andre ord, er dette et liv i en kuffert. Interessant og lærerigt, samtidig med, at man møder en masse professionelle hestefolk på sin vej. Det er en tid jeg aldrig ville have været foruden, og jeg har haft nogle store oplevelser med gode venner, kollegaer og kunder. Vi har vundet masser af store løb i Skandinavien, og desuden har flere af mine køb gjort det godt andre steder i verden. Selvfølgelig har kronen på værket været Libertarian, der for to år siden vandt Gruppe-2-løbet Dante Stakes og derefter var anden i Epsom Derby. Og så var han oven i købet redet af William Buick”.


“Vi var et par stolte drenge fra Danmark”.
Lars Kelp om eventyret med Libertarian i sommeren 2013.


“Gode hestefolk kommer fra alle verdenshjørner”

“For første gang i min levetid har Skandinavien fået mulighed for at bygge en bane med stalde, træningsmuligheder og publikumsfaciliteter, som virkelig er galopsporten værdig. Det er lige præcis dét, som vi der arbejder i sporten altid har ønsket os.

Nu får “The Sport of Kings” en hjørnesten i Bro Park med de fornødne rammer og kapital, som kan være med til at udvikle galopsporten i hele Skandinavien”.

“Nu har vi en mulighed for, at lade folk se på vores nye “internationale” bane med træningsfaciliteter der er lige så gode som de fleste baner i USA, Asien og på højde med de fleste europæiske træningscentre. Hvis der er noget mine snart 37 års erfaring i ind-og udland har lært mig, så er det at gode hestefolk og heste kommer fra alle verdenshjørner”.

“Der er simpelthen ingen undskyldning for, at vi skandinaver ikke kan producere heste af international klasse som kan konkurrere og eventuelt sælges på verdensplan. Og Bro Park ligger kun en halv time fra Stockholms internationale lufthavn, Arlanda”, argumenterer Lars Kelp.


Hvornår flytter Kelp ind på Bro Park?

“Jeg har talt med nogle af de ansvarlige fra Bro Park, og det lader til, at jeg forhåbentligt kan flytte ind i løbet af foråret 2016. Indtil da vil jeg finde stalde i Stockholmsområdet – Täby eller Angarn er åbenlyse muligheder – hvor tilridning og vintertræning kan finde sted”.

“Jeg håber, at kunne starte op en gang i oktober eller november, og det er selvfølgelig mit store håb, at en række af de kunder, som jeg både tidligere har trænet for og igennem de seneste syv år har handlet heste for, har lyst til og mulighed for at sende heste i træning hos mig”, siger Kelp, som dog også understreger, at han agter at fortsætte sin agentvirksomhed i en vis udstrækning.

“Jeg har en række internationale kunder, samt skandinaviske kunder der har heste i træning i udlandet. Jeg håber, at de vil fortsætte med at bruge mine ydelser, og så vil jeg selvfølgelig også gerne blive ved med at hjælpe de opdrættere, som ønsker at investere i avlshopper, føl eller avlshingste”.

“Jeg vil også gerne takke alle mine kunder, som igennem årene har benyttet mig. Det har været sjovt, spændende og gjort mig meget stolt”, slutter Lars Kelp.


Lars Kelp på ryggen af Humbug efter sejren i Svenskt Derby 1982.
Lars Kelp på ryggen af Humbug efter sejren i Svenskt Derby 1982.

Om Lars Kelp

Født 1964 i Danmark

Kom i lære som jockeylærling i 1979

Championlærling i Danmark, 1979
Championjockey i Danmark, 1980
Championjockey i Skandinavien, 1981
Championlærling i Europa, 1981

13 klassiske sejre og mange andre storløbssejre frem til 1985.

Championjockey over forhindringer og vinder af bl.a. Svenskt Grand National (2 gange), Norsk Champion Hurdle og de største forhindringsløb i Tyskland, 1987-1990.

Træner 1990-2008


Bedste heste og største meritter:

Baby Queen: Dansk Kriterium, Svenskt Kriterium. Skandinavisk 2 årschampion i 1990.

Glenlivet: Flerdobbelt svensk Champion og årets hest 1993-96, doppelt Listed-vinder i Tyskland og adskillige Gruppe-2 og Gruppe-3-placeringer.

Peas And Carrots: Vinterfavoritternes Ærespræmie, Svenskt kriterium, Dansk Derby.

Carpe Diem: Vinterfavoritternes Ærespræmie og Svenskt Kriterium.

Munay: Vinterfavoritternes Ærespræmie.

Mambo King: Pokalløb (L)

La Petite Chinoise: Erik O Steens Memorial (L), Jockeyklubbens Avlslöpning (L), Dansk Oaks.

Calrissian: Täby Open Sprint Championship (Gr.3).

Binary File: Pramms Memorial (L), Marit Sveaas Minneløp (Gr.3), Pokalløb (L).

Alpacco: Valley Chapel Memorial (Gr.3).

Our Actress: Norsk Oaks

Victory Emblem:  Auktionsløb


Udpluk af heste købt som enten træner eller agent:
Peas And Carrots
Calrissian
Matauri Pearl
Libertarian
Carpe Diem
Golden Memory
Hurricane Red
Volatile
Yajamila
Dolly Dagger
Sweet Loreen
Mambo King
Munay
Alpacco
Twistedlittlestar
White Cheek Fox
Dr Schultz
Giftorm
Spykes Bay


Internationale arbejdspladser:
Charles Millbank
Kay Jensen
Tom Skiffington
John Kimmel
Frank Whitely
Todd Pletcher
Martin Pipe
Tony Selfe
Ian Mckinley
Dough Ziegler

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top