fbpx

Johansen gør comeback: “Jeg er helt klar!”

Som GalopSport skrev tidligere i dag, gør jockey Jacob Johansen comeback på Jägersro næste onsdag. Det var på netop Jägersro, den danske jockey den 10. juni kom ud for et forfærdeligt styrt kort før målstregen med 3-årige Headhunter.


Jacob Johansen. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Jacob Johansen. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Johansen gør comeback på ryggen af Hurricane Red, som er ude for at spidse formen af inden Stockholm Cup International (Gr.3).

”Jeg kommer velforberedt”, siger Jacob Johansen. “Jeg testede mig selv i et hurtigt arbejde med Uppercut Action i forgårs over 800 meter. Jeg er helt klar nu, men vælger at lægge blødt ud med kun det ene ridt på Hurricane Red”.

”Jeg vil slet ikke ud med seks til otte ridt på en løbsdag lige nu og her”, fortsætter Jacob Johansen. “Det hele skal bygges op støt og roligt. Jeg skal kunne præstere 100 procent i de ridt, jeg har. Det skylder jeg både mig selv, og navnlig dem som sætter mig op”.


Flere jockeys igennem tiderne er fortsat i trænerfaget efter deres tid som rytter.

”Det har jeg også tænkt over, og det kunne have været aktuelt, hvis jeg skulle have været igennem en operation i nakken efter styrtet, og jeg ikke kunne komme tilbage som jockey”, siger Jacob Johansen.

”Men jeg undgik operationen, og jeg føler jeg fortsat har meget at give som jockey. Motivationen fejler intet, men det er dog muligt, at jeg springer de kommende vinterløbover  til forskel for de senere sæsoner. Det er dog endnu uafklaret”, forklarer danskeren.

Det er også usikkert, om Jacob Johansen drager over broen for at ride i Klampenborg på søndag otte dage, hvor der både er Dansk Oaks og Dansk Kriterium på programmet.

”Det afhænger af hvad jeg tilbydes af ridt. Der skal være noget at komme efter i de gode løb, men lysten fejler intet”, slutter Jacob Johansen.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top